MediaWatch

Altinget-ejer henter ny mand til ledelsen fra teleselskab

Rune Vinther Jensen skal holde styr på finanserne hos selskabet bag Altinget, der også står bag Mandag Morgen og Grønbechs Hotel. Økonomichef fratræder.

Foto: Screenshot fra Altinget.dk

Rune Vinther Jensen skifter telebranchen ud med mediebranchen, når han 1. oktober tiltræder som chief financial and operating officer – altså finans- og driftsdirektør – hos selskabet bag Altinget. Det skriver mediet selv.

Han kommer fra en stilling som finansdirektør hos teleselskabet Telmore, hvor han har arbejdet siden 2013. Før da var Rune Vinther Jensen business controller hos TDC Education.

Han bliver ansat i ejerselskabet Rasmus Nielsen Holding, der har navn efter selskabets bestyrelsesformand og Altingets stifter Rasmus Nielsen. Holdingselskabet står bag Altinget i Danmark og Sverige, Mandag Morgen og Stedets Ånd, der er selskabet bag Grønbechs Hotel på Bornholm. Rune Vinther Jensen kommer til at spille en rolle i alle holdingselskabets aktiviteter.

Altinget skriver, at Rune Vinther Jensen bliver højre hånd for adm. direktør Per Mikael Jensen. Formand og stifter Rasmus Nielsen benytter lejligheden til at understrege, at Altinget ikke er på vej mod et ejerskifte.

"I en vækstvirksomhed som vores er det afgørende med pålidelige budgetprognoser og vilje til at træde ned i de hjørner, hvor det ikke går godt nok. Vi er en lille mediekoncern, der ikke er til salg, men naturligvis alligevel altid skal køre optimeret, så vi med på samme tid stigende omsætning og overskudsgrad kan komme videre med nye idéer og tiltag. Jeg har stor tiltro og tillid til, at sympatiske og skarpe Rune Vinther Jensen kan hjælpe os på rejsen. Desuden er kombinationen af Per Mikael Jensens idérigdom, ambitioner og tempo perfekt sammen med en solid drifttype som Rune med tjek på finanserne," siger Rasmus Nielsen til Altinget.

Med Rune Vinther Jensens tiltræden siger Altinget farvel til økonomichef Eva Elsborg. Hun har tidligere været økonomichef for Mandag Morgen og kom til Altinget i 2015. Per Mikael Jensen roser den afgående økonomichef for indsatsen hos Altinget.

"Eva Elsborg har med stor flid og talent gjort det fremragende. Eva har ydet en kæmpe indsats i sine godt tre år i huset og har i den grad professionaliseret både økonomiafdelingen og andre dele af huset, herunder masser af kontrakter, administration og store dele af den praktiske hverdag, som gør livet lettere for os andre," udtaler han.

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs