MediaWatch

Apple og Alphabet får stillet spørgsmål af USA's kongres

De politiske bekymringer efter Facebook-privatlivsskandalen har fået et udvalg under Repræsentanternes Hus til at sende en række spørgsmål vedr. privatlivsbeskyttelse til Apple og Google.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Mark Lennihan

Repræsentanternes Hus har stillet skarpe spørgsmål til Apple og Alphabet om deres dataindsamling og privatlivspraksis. Det er seneste tegn på, at de politiske bekymringer efter Facebook-privatlivsskandalen truer med at sprede sig til andre tech-giganter.

Det skriver Financial Times.

Spørgsmålene blev sendt per brev mandag af Greg Walden, der er formand for udvalget for energi og handel i Repræsentanternes Hus, og af formændene fra tre underkomiteer.

"At beskytte vores brugeres privatliv og at sikre deres information er af den største vigtighed. Vi ser frem til at besvare komiteens spørgsmål," siger Larry Page, der er adm. direktør for Alphabet, til Financial Times.

Men Apple takkede nej til at kommentere spørgsmålene fra den amerikanske kongres.

Et af spørgsmålene var, om selskabernes smartphones kunne holde øje med hvor brugerne befinder sig, selv når brugerne tror, at de havde slået funktionen fra. Et andet spørgsmål lød på, om de stemmestyrede tjenester såsom Siri også nogle gange lytter og optager, uden brugeren har aktiveret det.

Begge selskaber har indtil videre haft held med at holde sig på afstand fra Facebook-skandalen. Tim Cook, der er Apples administrerende direktør, har endda brugt tilfældet med Facebook for at understrege, at Apple har sat højere standarder for at beskytte forbrugernes brugerdata.

Repræsentanternes Hus kommenterer dog, at Apples brugere hele tiden har adgang til tjenester via App Store, som Tim Cook havde understreget går imod Apples værdier, inklusive både Googles og Facebooks tjenester.

/ritzau/FINANS

Mere fra MediaWatch

Organisationer: EU-afgørelse baner vej for digital nulmoms på magasiner

EU's ministerråd har godkendt en ændring af et momsdirektiv, som giver EU's medlemslande større fleksibilitet i forhold til at indføre fx nulmoms. Ifølge Danske Medier, Grakom og Dansk Erhverv er det et grønt lys fra EU-side til at udvide digital nulmoms til digitale magasiner i Danmark.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs