MediaWatch

Zuckerberg lover EU bod og bedring

Parlamentarikerne har også gavn af Facebook, der sidder på 6 procent af det globale marked, lød det fra topchefen i Bruxelles.

Foto: Ritzau Scanpix/AFP/EBS

Jo, vi har begået fejl. Ja, vi prøver at blive bedre. Og husk, at I sådan set også kan bruge os.

Mark Zuckerberg var tirsdag aften til høring i EU-Parlamentet for at forklare, hvad hans sociale netværkstjeneste Facebook agter at gøre, så firmaets mange data om brugerne ikke misbruges til at manipulere med valg.

"Vi arbejder på det," lød det fra den 34-årige mangemilliardær og grundlægger af Facebook.

"Vi var for langsomme til at identificere den russiske indblanding på Facebook af det amerikanske præsidentvalg," erkendte han.

"Jeg har tiltro til, at vi fra nu af får rettet op på det, for vi har allerede gjort det bedre ved vigtige valg siden 2016, herunder det franske præsidentvalg, det tyske valg og det ekstraordinære valg i den amerikanske delstat Alabama i fjor."

Og så mindede han de europæiske parlamentarikere om, at de også bruger Facebook. De har gavn af "den positive rolle", som Facebook spiller ved at tillade ledere at have "direkte forbindelse til vælgere".

Men ellers var det en amerikansk topchef, der var i Bruxelles for at sige undskyld.

Det er en øvelse, han har træning i.

I april var han igennem to høringer i den amerikanske kongres, og her sagde han undskyld for, at det britiske konsulent- og analysefirma Cambridge Analytica kunne tilegne sig data om 87 millioner Facebook-brugere til brug for analyser.

2,7 millioner af dem var europæere.

Cambridge Analytica, der arbejdede for USA's præsident Donald Trumps kampagne op til det amerikanske præsidentvalg i 2016, har siden erklæret sig konkurs og er lukket.

Da Mark Zuckerberg tirsdag aften sad over for formanden for EU-Parlamentet, Antonio Tajani, og lederne af parlamentets politiske partier, havde han nogle af de samme meldinger fra kongreshøringerne med sig.

"Over de seneste år er det blevet klart, at vi ikke har gjort nok for at hindre, at de redskaber, vi har skabt, bliver brugt til også at gøre skade," sagde han ifølge Reuters.

"Om det så er "fake news", udenlandsk indblanding i valg eller udvikleres misbrug af folks informationer, så tog vi ikke et tilstrækkeligt bredt syn på det, der var vores ansvar. Det var en fejl, og jeg siger undskyld."

Han oplyste, at Facebook har redskaber, der kan afsløre falske konti, når de oprettes. Facebook har ifølge Zuckerberg fjernet i alt 580 millioner falske konti.

"Ingen ønsker falske nyheder."

Men han sagde også, at sikkerhedsproblemerne i Facebook aldrig vil kunne fjernes helt, men at Facebook er meget opsat på at forbedre sikkerheden, så godt som det er muligt.

Han talte om, at der gøres "store investeringer".

De investeringer vil også ramme Facebook på overskuddet, men "at sikre folk vil altid være vigtigere end at fordoble profitten", oplyste han.

Under høringen blev der også talt om Facebooks' forretningsmodel og indtjening.

"Forretningsmodellen er reklamer. Vi har 6 procent af det globale marked," oplyste han ifølge Reuters.

"Facebook betaler alle de skatter, som loven kræver," sagde Zuckerberg, der tilføjede, at Facebook investerer stort i Europa.

Mere fra MediaWatch

ViacomCBS sælger studiebygninger i milliardhandel

Den amerikanske mediekoncern ViacomCBS skiller sig af med over en million kvadratmeter studieområder og -bygninger, som har dannet ramme om et væld af tv-shows og optagelser af serier og film siden 1928.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs