MediaWatch

Fortælling om afrikansk diktators fald vinder årets Kravlingpris

Årets Kravlingpriser blev uddelt i weekenden og gik til fire projekter af studerende fra DMJX. 

Udlandsjournalistik om Gambias tidligere præsident Yahya Jammeh (tv) løb med Journalistprisen, da Danske Mediestuderende uddelte årets Kravlingpriser | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Bayo Omoboriowo

Fortællingen om Gambias tidligere præsident Yahya Jammeh og hans modstræbende afkald på embedet efter 20 år ved magten blev i weekenden belønnet med Journalistprisen, da de journaliststuderendes svar på Cavlingprisen, Kravlingprisen, blev uddelt. Det skriver fagbladet Journalisten.

Bag beretningen "En simpel guide til, hvordan man vælter en diktator" står journalisterne Mikkel Danielsen og Philip Róin, der begge er uddannet fra DMJX i Aarhus.

Ud over Journalistprisen blev årets Designpris, Tv/fotopris og komunikationspris uddelt samt prisen som årets praktikantvejleder. Med priserne følger 10.000 kr.

Kravlingprisen uddeles i regi af Danske Mediestuderende og vælges via indstillinger fra studerende. Ud fra den bruttoliste udvælges nominerede og vindere af en komite af branchefolk, der er nedsat for hver kategori.

Samtlige vindere var som størstedelen af de nominerede alle projekter, der udspringer fra DMJX. Det skyldes delvist historik, forklarer arrangørerne til MediaWatch.

"Kravlingprisen blev oprindeligt kun uddelt i kategorien Journalistik, og da prisen blev startet var den kun forbeholdt studerende på DMJX. Der er senere blevet tilføjet tre andre kategorier og åbnet op for at alle landets mediestuderende må indstille produkter. Vi kæmper dog lidt med udbredelsen af kendskabet til Kravlingprisen blandt de studerende på de større universiteter, da mange stadig tror, at Kravling er forbeholdt DMJX. Vi gør vores bedste for at udbrede kendskabet til prisen, og det er også gået fremad de seneste år, det tager dog tid at få alle universiteterne med," oplyser Line Mortensen og Anne Wolf, der begge er mediestuderende og har været kommunikationsansvarlige på årets Kravling.

Berlingskes Chris Kjær Jessen (TH) fra Kravlings Journalistik-Komite begrunder valget ved overrækkelsen af Journalistprisen 2018 over for vinderduoen | Foto: Jonathan Hadberg Stephansen @Stephansen Photography
Berlingskes Chris Kjær Jessen (TH) fra Kravlings Journalistik-Komite begrunder valget ved overrækkelsen af Journalistprisen 2018 over for vinderduoen | Foto: Jonathan Hadberg Stephansen @Stephansen Photography

 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs