MediaWatch

Ritzau udvider paletten med nyhedsbrev

Nyhedstjenesten lancerer et morgennyhedsbrev, der skal give kunderne et hurtigt nyhedsoverblik. Ritzaus mediekunder får desuden mulighed for at bruge nyhedsbrevet som afsæt for egne nyhedsbreve.

Nyhedsbreve er blevet et hit hos de danske medier, og fra i morgen, tirsdag, er nyhedsbureauet Ritzaus Bureau med på bølgen.

Ritzaus Morgen er navnet på Ritzaus nye morgennyhedsbrev, som lander i kundernes mailboks kl. 6 om morgenen. Nyhedsbrevet skal give kunderne et hurtigt overblik over, hvad nyhedsbureauet ser som de vigtigste nyheder og de kommende begivenheder for dagen, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

"Udfordringen i dagens medieverden er ikke at finde nyheder – det er derimod at få overblik og sammenhæng i de mange nyheder, som vi alle bliver bombarderet med. Samtidig er det også vigtigt at være klædt på til de vigtigste begivenheder, som kommer til at præge det kommende døgn," udtaler Lars Vesterløkke, Ritzaus adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, i pressemeddelelsen.

Nyhedsbrevet vil bl.a. give kunderne et indblik i, hvad der er størst på de sociale medier, og hvad papiraviserne har på forsiden og i deres ledere, skriver Ritzau. Samtidig kan Ritzaus mediekunder bruge nyhedsbrevet som afsæt til deres egne morgennyhedsbreve, hvis de ønsker det.

Selve produktionen nyhedsbrevet vil ske i Sydney, Australien, hvor Ritzaus nattetjeneste bliver skrevet fra, oplyser Ritzau.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Opsigelse i Ekstra Bladets ledelse, Podimo henter trecifret millionbeløb og Zentropa-chef frygter "international leverpostej" i dansk fiktiion er nogle af de vinde, der har blæst og formet det danske medielandskab i denne uge. Få dit overblik her.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs