MediaWatch

Clooney skal forsvare fængslede journalister

George Clooneys hustru skal være med til at forsvare to Reuters-journalister, der risikerer 14 års fængsel.

Thet Oo Maung Maung, kendt som Wa Lone, risikerer op til 14 års fængsel for at have rapporteret om overgreb i delstaten Rakhine. | Foto: /ritzau/AP/Thein Zaw

Den britisk-libanesiske menneskerettighedsadvokat Amal Clooney skal forsvare to Reuters-journalister, der siden december har siddet fængslet i Myanmar. Det oplyser Amal Clooney torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

31-årige Wa Lone og 27-årige Kyaw Soe Oo er sigtet efter den lokale lov - official secrets act. Loven forbyder at videregive informationer, som kan bruges mod staten eller regeringen.

"Wa Lone og Kyaw Soe Oo er udelukkende fængslet, fordi de rapporterede nyhederne. Jeg har modtaget sagsdokumenterne, og de to journalister er uden tvivl uskyldige og bør løslades øjeblikkeligt," siger Amal Clooney.

"Alligevel er de blevet nægtet kaution og risikerer 14 års fængsel. Resultatet af denne sag vil fortælle os meget om Myanmars forpligtelser i forhold til retssikkerhed og ytringsfrihed."

De to journalister, som begge er fra Myanmar, er mistænkt for at have skaffet sig "vigtige og hemmelige dokumenter" fra to politifolk. Politifolkene havde arbejdet i delstaten Rakhine, hvor Myanmars sikkerhedsstyrker er blevet beskyldt for at have begået overgreb mod et muslimsk mindretal.

FN, USA, Storbritannien, Sverige og Bangladesh er blandt de lande, der har krævet, at Myanmar frigiver journalisterne eller klarlægger alle omstændigheder omkring deres anholdelse.

FN's generalsekretær, António Guterres, sagde i december, at anholdelsen var bekymrende i forhold til "nedbrydningen af pressefriheden i landet". Også USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, og den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton har forlangt de to løsladt.

40-årige Amal Clooney har længe været kendt og respekteret i advokatkredse, men hun blev for alvorlig verdenskendt, da hun i 2014 giftede sig med filmstjernen George Clooney.

Sidste år blev parret forældre, da topadvokaten fødte tvillingerne Alexander og Ella.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs