MediaWatch

Socialdemokratiet afviser 20 procent besparelser på DR

Socialdemokratiet vil ikke acceptere besparelser på DR's budget på 20 procent, siger medieordfører Mogens Jensen. Vedtages det, vil Socialdemokratiet gå til valg på at rette op på besparelserne.

Ritzau Scanpix/Henning Bagger
Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger

Det er slet ikke sikkert, at Socialdemokratiet kommer til at deltage i de kommende politiske forhandlinger om et medieforlig, selv om politikerne ofte taler for at lave brede forlig, der er holdbare i en årrække.

I hvert fald har partiets medie- og kulturordfører, Mogens Jensen, svært ved at acceptere præmissen om, at den samlede ramme for public service skal beskæres med knap en femtedel.

"Vi ønsker at fastholde den ramme, der i dag er til at producere dansksproget radio og tv med. Derfor går det her udspil den helt forkerte vej. Men vi vil godt diskutere, hvor stor en del af pengene, som DR skal have," siger han.

Accepterer ikke adgangsbillet

Fredag præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti en aftale, der skærer 20 procent af DR's budget. Ud af besparelsen reserveres to procent eller knap 80 millioner til en særlig pulje til public service-formål. Regeringens oplæg har været, at tallene ikke er til diskussion.

Mogens Jensen siger imidlertid, at partiet vil dukke op til forhandlingerne, når regeringen inviterer.

"Men hvis regeringen med et snævert flertal ønsker at stille ultimative krav, så er det jo ikke muligt at lave et bredt medieforlig. Vi er nødt til at kunne diskutere rammerne og særligt, når der er tale om så grov en nedskæring, der får så store konsekvenser, som den her gør," siger han.

Vil rulle besparelser tilbage

Aftalen mellem regeringen og DF, der desuden afskaffer medielicensen, danner grundlag for det udspil til et medieforlig, som regeringen formentlig præsenterer i næste uge.

Mogens Jensen siger, at Socialdemokratiet er villig til at gå til valg på at rette op på de besparelser, som regeringen laver, hvis det lykkes at komme igennem med en besparelse på 20 procent.

"Vi er klar til med et nyt politisk flertal i Folketinget at lave et nyt medieforlig," siger Mogens Jensen.

Der skæres 20 procent af budgettet over de næste fem år, så DR fremover vil få omkring tre milliarder kroner om året til public service.

Enig i at skrotte licens

Licensen bliver afskaffet og omlægges til at betales over skatten ved, at personfradraget gradvist bliver sat ned for alle personer over 18 år.

Den del kan Socialdemokratiet godt være en del af.

"Man kan diskutere om den model, der er fundet, er den rigtige. Men det er helt fornuftigt, at vi får en skattefinansiering i fremtiden, for det er socialt retfærdigt og det sikrer, at sortseere bidrager til at betale," siger Mogens Jensen.

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

TDC lavede norske frasalg i milliardklassen, medieforliget giver fortsat anledning til en historie eller to, og EU var en guldgrube af aktivitet på medieområdet i ugens løb. Kom med på rundtur til ugens vigtigste begivenheder i mediebranchen.

Test din MediaIQ

Har du fulgt ordentligt med i mediebranchen i den seneste uge? Ellers har du chancen for at blive opdateret og testet her - og vinde en iPad.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere