MediaWatch

Aktivist får nej til sit gruppesøgsmål mod Facebook

Aktivist må køre sag mod Facebook på egne vegne eller gruppesøgsmål i Irland, hvor Facebook har hovedkvarter.

Foto: Scanpix Ritzau/AP/Mark Lennihan

En østrigsk mand får ikke lov at stå i spidsen for et gruppesøgsmål i sit eget land mod Facebook på vegne af tusinder af brugere af det sociale medie.

Det siger EU-Domstolen torsdag i en dom, der er et nederlag for advokaten og aktivisten Max Schrems.

Han mener, at Facebooks aftaler med europæiske forbrugere udgør et misbrug af data, der krænker privatlivets fred.

Og den sag må han enten køre på egne vegne i Østrig eller som et gruppesøgsmål i Irland, fremgår det af dommen.

Facebook har sit europæiske hovedkvarter i Irland.

Afslaget til Schrems skyldes, at han som repræsentant for tusinder af brugere af Facebook er professionel og dermed ikke en almindelig forbruger.

Max Schrems har tidligere kørt store sager mod Facebook.

Han vandt således i 2015 en kæmpesag ved EU-Domstolen om for dårlig beskyttelse af europæiske Facebook-brugeres personoplysninger i USA.

Dommen betød, at en EU-beslutning om at acceptere amerikansk datasikkerhed blev kendt ugyldig, og der måtte laves nye regler.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Top 20: Sæsonfinaler trak færre live-seere

Efterårets største danske underholdningsformater rundede sæsonen af i sidste uge, men i modsætning til sidste år nåede finaleprogrammerne med en enkelt undtagelse ikke over en mio. live-seere.

Nent udfaser Viafree og går i partnerskab med ViacomCBS

Nent trækker i 2022 stikket på sin reklamefinansierede streamingplatform i Norden, Viafree, til fordel for et partnerskab med en af verdens spillere inden for annoncefinansieret streaming. Nent skal fortsat stå for lokalt annoncesalg.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs