MediaWatch

TV 2 tager hul på "kæmpestor strategisk" satsning for at fange de unge

TV-stationen lancerer om få måneder en ny journalistisk videosatsning målrettet unge mellem 20 og 30 år. "Vi har behov for at finde nye veje," siger nyhedschef for TV 2 om udfordringen med at ramme de unge, der ellers forlader flow-tv.

Per Arnesen/PR/TV 2
Jacob Kwon, nyhedschef, TV 2 Nyhederne. Foto: Per Arnesen/PR/TV 2

Den statsejede tv-station TV 2 barsler med en ny digital satsning, der skal fange de unge 20 til 30-årige på sociale medier – især Facebook.

Til det jagter tv-stationen lige nu en redaktør, der får ansvaret for en kommende redaktion på mellem syv og 10 medarbejdere, som skal producere journalistisk videoindhold, der begår sig særligt godt på Facebook og andre sociale platforme, og som skaber interesse hos den unge målgruppe. Det fortæller nyhedschef på TV 2 Nyhederne, Jacob Kwon.

"Vi kalder det aktuelle fortællinger. Vi er ovre i journalistikkens verden, men vi vil ikke servere klassisk nyhedsjournalistik for dem – i stedet bliver det fortællinger, de kan spejle sig i, og som kredser om den her målgruppe," siger han og understreger, at der er en klar publicistisk tanke bag tiltaget.

"Det kommer ikke bare til at være tre minutters letfordøjelig video til spisefrikvarteret. Vi har en ambition om at gå ind og kunne påvirke målgruppen og sætte nogle tanker i gang hos dem, men med indhold, som rammer, hvor de er i livet, hvor meget andet nyhedsindhold måske ikke føles super relevant for dem."

De syv til 10 medarbejdere, der skal udgøre den endnu unavngivne redaktion, bliver en pose blandede bolsjer af redaktionelle medarbejdere, der allerede er ansat i TV 2 tilsat nyansættelser udefra, som stationen netop nu leder efter. Der er journalister i blandt, men også grafikere og fotografer.

”Det bliver en blanding af kompetencer, som vi mener, der skal til for at lave videoer i en høj kvalitet. Vores ambition er at lave videoer af den højeste kvalitet, du ser i markedet. Vi tror, det er dér, vi kan adskille os – ikke mindst fordi vi i forvejen er et videobaseret mediehus."

Skal ikke tjene penge

Redaktionens størrelse afspejler ifølge Jacob Kwon, hvor vigtigt det er for tv-stationen at få fat i den unge målgruppe, der i stigende grad bevæger sig over på udenlandske streamingtjenester og siger farvel til traditionelt fjernsyn.

"Det er mange mennesker. Det et udtryk for, at det er en ambitiøs satsning, som vi mener har en kæmpestor strategisk betydning for hele TV 2. Vi er udfordret på den målgruppe, som i højere grad fravælger klassisk flow-tv, og derfor har vi behov for at finde nye veje og skabe en relation til målgruppen."

Den digitale satsning er som nævnt primært målrettet Facebook, men indslagene bliver dog også lagt på TV 2’s egne platforme. Men i og med at den primære kontakt til de unge brugere forventes at gå gennem sociale platforme, er det umiddelbart svært at slå mønt på trafikken.

Ifølge nyhedschefen er det da heller ikke planen, at der skal tjenes penge på satsningen. Ikke i første omgang i hvert fald.

"Det er ikke derfor, vi søsætter det her. Det er for at opbygge en stærkere relation til målgruppen. Hvis vi så hen ad vejen finder måder, vi kan tjene penge, så vil vi selvfølgelig gerne det. Vi er jo et kommercielt mediehus. Men det er ikke med den ambition, at vi starter det her op," siger Jacob Kwon.

Tilsvarende er det heller ikke umiddelbart planen, at der skal produceres sponsoreret indhold for at generere indtægter på den nye redaktion, som får sit eget navn, når det rette er fundet, fortæller han, men tilføjer, at sponsoreret indhold kan komme på bordet på et senere tidspunkt.

Sender trafikken til udlandet

Ved at have Facebook som sin primære udgivelsesplatform, underlægger TV 2’s sig også det amerikanske selskabs vilje med risiko for, at mediet vælger at ændre sine algoritmer eller tilsvarende, som kan gøre det sværere at nå ud til målgruppen på platformen.

Er der ikke en vis risiko forbundet med at lægge indholdet og dermed også trafikken ud af huset – ud til Facebook?

”Det kan der godt være. Og vi er heller ikke blinde over for, at der kan være nogle problemstillinger i og med, at det er en platform, vi ikke selv ejer. Men vi er der i forvejen, og vi udgiver rigtig meget indhold på Facebook. Så det skridt har vi ligesom allerede taget,” siger han.

”Vi er ikke blinde over for, at hvis Facebook eksempelvis ændrer sin algoritme, så får det indflydelse på, hvem vi rammer med vores indhold. Og det er ikke en ønskværdig situation at være i. På den anden side må vi bare konstatere, at det er dér, det her publikum er. Så hvis vi virkelig vil ramme dem, er vi nødt til at være til stede, hvor de er.”

Inspiration til den nye ungdomsredaktion er bl.a. hentet fra udenlandske sites som HuffingtonPost, britiske Channel 4 og svenske Kit.se, som er en del af Bonniers digitale væksthus og investeringsarm, Bonnier Growth Media.

"Vi har kigget på forskellige medier i udlandet, dem som er bedst til at lave videoindhold på sociale medier, og forsøgt at se på, hvad det er, de kan og gør," siger Jacob Kwon.

Samarbejde med øvrige redaktioner

Det ligger endnu ikke fast, hvor lange videoerne ideelt set skal være. Heller ikke hvilke øvrige rammer, der skal lægges ned over indholdet, der ud over at blive publiceret via sin egen, selvstændige side på Facebook også vil blive delt med TV 2's øvrige redaktioner.

”Det er noget af det, vi skal eksperimentere med. Det, vi gør nu, og frem til vi launcher, er, at vi laver forskellige videoer, som vi tester af på et panel og ser, hvordan de bliver modtaget. På den måde bliver vi lidt klogere på opbygning, indhold, længde, tonen osv.,” siger han.

”Vi vil formentlig aldrig sende noget ud af en halv times varighed på Facebook, men man kan godt forestille sig, at længden vil variere fra det helt korte – under et minut – op til en fire til fem minutter. Måske endda op til seks til syv minutter, som flere i udlandet begynder at eksperimentere med.”

Den nye redaktion får en tæt relation til TV 2’s øvrige digitale redaktioner, heriblandt tv2.dk og streamingtjenesten TV 2 Play. Derudover er det planen, at der skal være materialeudveksling med både TV 2 News og hovedkanalen, så historierne eventuelt også vil kunne indgå i nyhedsudsendelserne på flow-tv.

Planen er, at TV 2 går i luften med satsningen til marts.

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

Der bliver rusket godt og grundigt op i DR's bestyrelse ved årsskiftet, og Bonnier Publications kommenterede i ugens løb den langtrukne forhandling om afskedigelser. Dét og meget mere i den ugentlige briefing fra begivenhedernes gang i mediebranchen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere