MediaWatch

Tysk mediekoncern køber svensk Youtube-netværk

Bonnier sælger sin aktiemajoritet i svensk Youtube-netværk United Screens til tysk mediekoncern, der har betalt næsten 100 mio. kr. for hele selskabet.

I over et år har det svenske Youtube-netværk United Screens været på jagt efter nye ejere, og nu kan selskabet indstille jagten. Det tyske selskab RTL Group, som er ejet af den tyske mediekoncern Bertelsmann, køber samtlige aktier i selskabet for 120 mio. svenske kr., svarende til 90,9 mio. kr. Det skriver Breakit.

Ifølge Breakit kan salgsprisen stige til op mod 200 mio. svenske kr., hvis visse vækstmål opnås.

"Jeg vil ikke sige mere, end at jeg er glad. Det er præcis den stærke mediespiller, vi har ledt efter, hvis man ser på vision og finansielle muskler. Vi omsætter for over 100 millioner og har over 50 medarbejdere, og skal vi fortsætte med at vokse, er det godt, at vi allierer os fuldt ud med en stabil partner," siger Malte Andreasson, grundlægger og adm. direktør i United Screens, til Breakit.

Styrker europæisk tilstedeværelse

Sælgerne af United Screens er Malte Andreasson, som sammen med medstifter Stina Bergfors ejede 23 pct. af aktierne, mens Bonniers investeringsarm Bonnier Growth Media sad på aktiemajoriteten med 47 pct. af aktierne. Resten af aktierne tilhørte salgschef Nicole Haman og Georg Herlitz, musikekspert og kreativ direktør.

RTL Group ejer i forvejen Youtube-netværket Divimove og Stylehaul, som er baseret i hhv. Berlin og Los Angeles.

"Købet af United Screens er et yderligere skridt i accelerationen af vores totale videostrategi, hvor United Screens styrker vores tilstedeværelse i Europa," udtaler RTL Groups adm. direktør, Bert Habets, som indtræder som bestyrelsesformand i United Screens.

Parterne har aftalt, at den nuværende ledelse anført af Malte Andreasson fortsætter på sine poster.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere