
Sociale medier er i flere lande blevet brugt som redskab til at organisere politiske bevægelser, protester og oprør mod myndigherne. Men det skal ikke ske i Vietnam, har militærdiktaturet nu besluttet og derfor er året indledt med at oprette en politistyrke med 10.000 ansatte til at overvåge internettet og i særdeleshed sociale medier som Facebook. Det skriver Politiken.
I sidste uge udtalte Vietnams general Nguyen Trong Nghia, der er næstkommanderende for militærets politiske afdeling, ifølge avisen Tuoi Tre News, at Vietnam "skal være parat til at kæmpe imod forkerte holdninger hvert sekund, hvert minut og hver time", skriver Politiken.
Det er til trods for, at Vietnam har fri adgang til både internettet og sociale medier som Facebook. Men det skal der nu strammes op på med den nye politistyrke. General Nguyen Trong Nghia har bl.a. udtalt, at "fjenden udnytter internettet til at skabe kaos," rapporterer avisen.
Den vietnamesiske ledelse forsøger dermed at følge i sporene på regeringen i Thailand, som løbende har forhøjet straffen for at udtrykke kritik af styret og i stigende grad overvåger de sociale medier for dette. I 2013 indførte den vietnamesiske regering bl.a. en lov, der forbyder at diskutere politiske emner på sociale medier og internettet generelt.