MediaWatch

Se og Hør-sagen: Fængselsstraf til Qvortrup og tys-tys-kilden

Både Henrik Qvortrup og tys-tys-kilden skal i fængsel, mens Kim Henningsen og journalister slipper med betingede fængselsstraffe. Per Ingdal frifindes.

Finn Frandsen/Polfoto
Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Opdateret kl. 13:15 - Dommen er faldet i Se og Hør-sagen.

Henrik Qvortrup, tidligere chefredaktør på Se og Hør, er i Retten i Glostrup blevet idømt et år og tre måneders fængsel. De tre måneder er ubetinget og skal derfor afsones nu. Den resterende del af fængelsstraffen - det vil sige et år - er betinget.

Også tys-tys-kilden, Peter Bo Henriksen, skal i fængsel. Af de dømte i sagen har han fået den strengeste straf. Han er således blevet idømt et år og seks måneders fængsel. Derudover beslaglægges 365.000 kr.

De to tidligere journalister på Se og Hør Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen idømmes fire måneders fængsel, der bliver gjort betinget af 120 timers samfundstjeneste med prøvetid på et år.

Som den eneste frifindes Per Ingdal, som kortvarigt var konstitueret chefredaktør på Se og Hør i 2009, i sagen. Anklageren havde krævet en straf til Per Ingdal på op til 1,5-2 års fængsel.

Alle tiltalte bortset fra Per Ingdal skal betale sagens omkostninger.

Ingen samfundsmæssig relevans

De dømte straffes kun for straffelovens paragraf 263, stk. 3, den såkaldte "hackerparagraf". Til gengæld frikendes alle tiltalte for straffelovens paragraf 299, stk. 2, som handler om at varetage andres formueanliggender.

For Peter Bo Henriksens vedkommende har retten lagt til grund, at det rent faktisk var ham, der nulstillede kollegaers passwords i alt 31 gange. Dermed fik han adgang til søgesystemer, som han ellers ikke kunne tilgå, og dermed kunne han koble kreditkorttransaktioner med kreditkortindehavere.

Retten mener desuden, at der er tale om "særligt skærpende omstændigheder", at Se og Hørs-aftale med tys-tys-kilden var at tjene penge på oplysninger, der ifølge retten ikke havde en samfundsmæssig værdi, men som alene skulle bruges ren underholdning. Det er helt afgørende, at der er tale om "særligt skærpende omstændigheder". Hvis der ikke var tale om det, ville sagen være forældet, men med rettens vurdering kan de tiltalte altså ikke påberåbe sig, at sagen er forældet.

I rettens afgørelse lyder det desuden, at Peter Bo Henriksen har modtaget lige over 365.000 kr. for at videreformidle kreditkortoplysninger. Det er det beløb, som konfiskeres hos ham.

Burde havde kendt til risiko

For straffen til Henrik Qvortrup lægger retten til grund, at han burde have vidst, at der var en risiko for, at Peter Bo Henriksen skaffede sig kreditkortoplysningerne på lovlig vis.

"I lyset af de anførte omstændigheder må tiltalte have indset, at Peter Bo Henriksen var nødt til uberettiget at skaffe sig oplysningerne," siger dommer Mette Lyster Knudsen.

For Kim Henningsens vedkommende lægger retten blandt andet vægt på, at han var involveret i betalingen til Peter Bo Henriksen, og at han har været i dialog med Aller Medias økonomichef om de fakturaer, som lå bag betalingen af Henriksen.

For Kasper Kopping vedkommende lagde retten vægt på, at han ved flere lejligheder har skrevet til kollegaer, at det var risikabelt for Peter Bo Henriksen at få fat i kreditkortoplysninger, og at det kun var i bestemte tidsrum, at det kunne lade sig gøre. Det indikerer, vurderer retten, at Kasper Kopping vidste mere end som så om, hvordan Peter Bo Henriksen skaffede sig kreditkortoplysninger.

Omvendt lægger retten i sin dom vægt på, at både Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen som menige medarbejdere ikke havde haft et ledelsesmæssigt ansvar for, at aftalen med tys-tys-kilden blev indgået eller fortsatte, og at de blev pålagt opgaven med at være kontaktpersoner til ham.

Per Ingdal frifindes, fordi retten ikke finder det bevist, at han vidste noget om Peter Bo Henriksen og hans arbejdsmetoder. Retten henviste også til en mail fra Ingdal til daværende chefredaktør Kim Henningsen i 2011, hvor Ingdal understreger, at han intet kendte til kilden i sin tid som konstitueret chefredaktør i 2009, og at han i øvrigt havde instrueret Kim Henningsen i at afbryde samarbejdet med Peter Bo Henriksen.

En usædvanlig kilde

Et centralt spørgsmål i sagen har været, om Peter Bo Henriksen var en sædvanlig kilde eller ej. Flere tiltalte har argumenteret for, at han var en kilde som så mange andre, der videregav oplysninger, som han fik via sit job, men som ikke var ulovlige at videregive.

Den forklaring underkender retten imidlertid. Det bygges på, at flere vidner har forklaret, at Peter Bo Henriksen var den eneste kilde, der modtog fast betaling for sine tips.

Kasper Koppings advokat, Casper Andreasen, var nødt til at forlade retsmødet under uddybningen af dommen og sagde, inden han forlod lokalet, at hans klient udbeder sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen på fire måneders betinget fængsel.

Det vides ikke, hvordan de øvrige tiltalte eller sagens anklager forholder sig til dommene.

Sagen har allerede resulteret i tre domme. De faldt i slutningen af august. Her blev tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen og tidligere redaktionschef samme sted Kim Bretov idømt seks måneders betinget fængsel. Ved samme lejlighed blev Aller Media som udgiver af ugebladet idømt en bøde på 10 mio. kr. Alle tre sager blev behandlet som tilståelsessager.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere