MediaWatch

Ny konkurrent vil tage kampen op med sladderblade

Den tidligere ejer af Den Blaa Avis, Karsten Ree, skyder penge i nyt kulørt ugeblad med tidligere chefredaktør fra Her & Nu i spidsen.

Finn Frandsen/Polfoto
Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Konkurrencen om kendisstoffet forstærkes, når ugebladet "Tæt på" i midten af næste måned kommer på hylderne. Det skriver Ekstra Bladet.

Bag bladet står Karsten Ree, der i 2008 solgte Den Blaa Avis til Ebay for 2,1 mia. kr.

Direktør for ugebladet bliver Erling Tind Larsen, der for nylig stoppede som chefredaktør for Egmonts Her & Nu efter to forsidehistorier om kongehuset, som huset måtte trække tilbage inden for kort tid. Chefredaktør for "Tæt på" bliver Per Kuskner, der er tidligere nyhedschef på Her & Nu og også har en fortid på Se og Hør. Ifølge Berlingske Business bliver Peter Bugge, tidligere ansat på Se og Hør, og journalist Nikolaj Vraa også en del af redaktionen.

"Tæt På" skal efter planen udkomme om onsdagen og for 20 kr. serverer nyheder om kendte og kongelige suppleret med tv-stof. Dermed lægger bladet sig i direkte konkurrence med de kulørte kendisblade fra Aller Media og Egmont.

Hvor stor en investering, holdet bag har med sig fra Karsten Ree, vil Per Kuskner ikke sætte tal på.

"Jeg vil sige det på den måde, at vi har lagt nogle realistiske budgetter, så vi kommer ikke til at lukke efter en måned," siger han til Ekstra Bladet.

Han uddyber, at bladet bl.a. vil blive layoutet af freelancekræfter og tv-stoffet indkøbt fra Ritzau for at sænke udgifterne til fastansatte.

"Tæt på" lanceres 16. november.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere