DJ dropper annoncebureau

Efter tre år skifter Dansk Journalistforbund annoncebureau, skriver forbundets fagblad Journalisten.
Siden maj 2013 har Engell & Ko stået for annoncesalget til fagbladets trykte og digitale udgave, men det stopper nu, selvom bureauet har levet op til målsætningen om at øge annoncesalget. Fra 2012 til 2015 er Journalistens annonceomsætning steget 0,7 mio. kr. fra 2,7 mio. kr. til 3,4 mio. kr.
Bag beslutningen ligger bl.a. et ønske om at få mere hånd i hanke med faktureringen af annoncørerne, siger direktør i DJ Linda Garlov.
"Når en aftale udløber, skal man altid overveje: Hvad nu? Vi har været tilfredse med salget hos Engell & Ko, men vi kunne godt tænke os, at faktureringen sker tættere på os selv. Det er svært, når vi hele tiden skal afregne med nogen udefra. Der opstår tilgodehavender den ene og anden vej, som er besværlige," siger Linda Garlov, der i forbindelse med en gennemgang af regnskabet på et hovedbestyrelses møde i sidste måned bl.a. pegede på, at forbundets tilgodehavende hos Engell & Ko var større end normalt.
Foreløbig har DJ lavet en midlertidig aftale på tre måneder med et andet bureau, skriver Journalisten. Herefter tages der stilling til, om salget fortsat skal ligge ude af huset, eller om DJ selv skal overtage det helt eller delvist.