Bonnier skal spare 1,6 mia. kr. frem mod 2018

Det er en omlægning af de større, som Bonnier skal igennem i løbet af de næste år. Frem mod 2018 vil den svenske mediekoncern spare 2 mia. svenske kr. (1,6 mia. kr.) på sine eksisterende aktiviteter. Pengene skal i stedet ubeskåret geninvesteres i nye digitale tiltag. Det skriver Resume.se.
20 pct. af Bonniers indtægter kommer i dag fra digitale aktiviteter. I 2018 skal tallet være 35 pct., mens digitale indtægter i 2020 skal stå for halvdelen af koncernens omsætning.
I løbet af de næste fem år vil Bonnier teste flere nye forretningsområder end de foregående 50 år tilsammen, lyder udmeldingen fra topchefen Tomas Franzén.
"I 2020 er vi et førende digitalt mediehus, der vokser og tjener penge, med styrke til konstant at investere i nye ideer og løsninger til vores kunder. Vi fortsætter med at bidrage til et åbent samfund gennem journalistik, offentlig debat, historiefortællinger, underholdning og videnstjenester," skriver Bonniers koncernchef, Tomas Franzén, i en mail til alle medarbejdere.
I november blev 150 Bonnier-chefer orienteret om den nye strategi, der ifølge Resume.se har eksisteret i et års tid. Besparelserne på 1,6 mia. kr. skal komme gennem lavere omkostninger på de traditionelle forretningsområder, effektiviseringer og indkøbssamarbejder.
I 2014 omsatte Bonnier for 23,9 mia. svenske kr. (19,3 mia. kr.). Herhjemme ejer Bonnier bl.a. forlagene Bonnier og Benjamin samt dagbladet Børsen.