
I august sagde Euromans chefredaktør gennem små to år, Kasper Steenbach, op i protest, efter Egmont Publishing valgte at outsource en del af layout-arbejdet til et firma i Vietnam.
Kasper Steenbach blev dog på redaktionen i en overgangsperiode, indtil der var fundet en afløser. Siden har Egmont Publishing hyret reporter Kristoffer Zøllner fra Berlingskes søndagsmagasin MS som Euromans næste chefredaktør.
Kristoffer Zøllner tiltræder senest i december. Indtil da er redaktionschef Jonas Langvad Nilsson konstitueret som chefredaktør, mens Kasper Steenbach er stoppet endeligt. Det fremgår af kolofonen for oktoberudgaven af magasinet.
I forbindelse med udliciteringen, der kostede 13 ansatte jobbet, blev Euromans daværende art director, Sune Ehlers, fyret, fordi han var uenig i outsourcing-strategien. Han er afløst af Farshad Farzankia, som gennem de seneste fire år har besat posten som assisterende art director.