Euromans art director er fyret
Sune Ehlers, art director på magasinet Euroman, er blevet fyret af Egmont Publishing. Det skriver Journalisten.
På sin Facebook-profil skriver Sune Ehlers, at fyringen kommer som følge af, at han er uenig i Egmonts beslutning om at nedlægge 13 layoutstillinger i Danmark og i stedet outsoruce arbejdet til Vietnam.
"Jeg har været en del af Euromans redaktion i mere end syv år. Jeg har fået lov til at arbejde sammen med cremen af cremen indenfor journalistik, illustration, grafisk design og fotografi. Hvor heldig har man lov til at være?," skriver Sune Ehlers i et Facebook-opslag.
Chefredaktør er også væk
Over for Journalisten bekræfter Egmont Publishings magasinchef Tina Nikolaisen forklaringen på fyringen.
"Vi har været uenige om strategien omkring outsourcing til Vietnam, og derfor har vi valgt at stoppe samarbejdet med Sune. Men det er en personalesag, så mere kan jeg ikke sige," siger Tina Nikolaisen til Journalisten.
Med dagens fyring er to af Euromans topfolk forsvundet som følge af outsourcingen til Vietnam. På dagen, hvor nyheden kom ud, meddelte Euromans chefredaktør Kasper Steenbach, at han har sagt sin stilling op, fordi han er uenig i strategien.
Udliciteringen betyder, at Egmont Publishing går fra 31 til 18 layout-medarbejderne på redaktionerne. Dertil kommer de outsourcede opgaver.
Relaterede artikler:
Aller: Outsourcing har reddet nichemagasiner
For abonnenter
Efter Egmont-debat: Bonnier har ingen outsourcing-planer
For abonnenter