MediaWatch

Bladkompagniet tager nyt Charlie Hebdo hjem

I næste uge udkommer det franske satiremagasin Charlie Hebdo igen - og bliver også distribueret i Danmark trods stærkt dalende interesse.

Foto: Lionel Cironneau/AP/Polfoto

Når Charlie Hebdo genoptager driften og i næste uge udkommer med den første "normale" udgave efter terrorangrebet mod redaktionen i januar, får danskerne også mulighed for at se de franske satirestreger.

Det bekræfter Bladkompagniet over for MediaWatch.

”Charlie Hebdo udkommer på onsdag d. 25 februar i Frankrig, og vi modtager 300 styk nogle dage efter, det er udkommet,” siger Christian Lanng Nielsen, adm. direktør for Bladkompagniet.

Bladkompagniet distribuerede også i januar den særudgave, der udkom allerede ugen efter terroranslaget i Paris d. 7. januar, og som af bladets tegner Renald Luzier, "Luz", blev kaldt "de gode grundes Charlie Hebdo".

Foreløbig kun få eksemplarer

Bladkompagniet fik den gang knap 6000 eksemplarer af særudgaven til Danmark og kan i dag melde udsolgt. Siden er interessen dog falmet fra forhandlernes side, og det er baggrunden for, at Bladkompagniet foreløbig har valgt kun at tage 300 eksemplarer hjem af det nye nummer.

”Indtil videre har der ikke været stor efterspørgsel blandt kiosker efter bladet,” siger Christian Lanng Nielsen.

Hvorvidt Bladkompagniet vil fortsætte med at distribuere satiremagasinet i Danmark, afhænger af salget af den nye udgave.

”Vi vil blive ved med at importere Charlie Hedbo, så længe vi kan afsætte dem på det danske marked. Men det kommer an på, hvordan afsætningen er,” siger Christian Lanng Nielsen.

Omkring 150 kiosker og bladudsalg valgte at sætte januar-udgaven af Charlie Hebdo i salgsstativet. Ifølge direktøren er der dog ikke nogen rød tråd i, hvilke salgssteder der også har bestilt den kommende udgave.

Ingen trusler

Selvom terrorangrebet har fået flere medier til at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne, har Bladkompagniets beslutning om at distribuere særudgaven i januar, der havde en Muhammed-tegning på forsiden, ikke udløst trusler eller haft negative konsekvenser, siger direktøren.   

”Vi har udelukkende modtaget positive henvendelser fra kunder på, at vi har skaffet produktet til Danmark og distribueret det. Vi har faktisk ikke modtaget en eneste negativ henvendelse.”

Det nye nummer, der udkommer i Frankrig i næste uge, kommer til salg i Danmark den efterfølgende uge i de første martsdage.

Angrebet i Paris i januar kostede i alt 17 mennesker livet, heraf 10 medarbejdere på Charlie Hebdo.

Politiken vil have flere kvinder og minoriteter i avisen

Berlingske anonymiserer byline på religionskritisk bogomtale

Ny X Factor-app fordobler stemmeantallet til første show

Pubejer kan appellere kæmpe tv-bøde

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs