Nordiske medier køber to transportmagasiner
Nordiske Medier har overtaget Lastbil Magasinet og Transport Today fra Danske Transport Medier. Det skriver Nordiske Medier i en pressemeddelelse.
I koncernens portefølje er i forvejen branchemedierne Søfart, Transportmagasinet, Fremtidens Logistik og Motor-magasinet. Ifølge Nordiske Mediers adm. direktør Jesper Hansen, er de to nye opkøb led i en ambition om vækst på business-to-business-markedet, og Nordiske Medier ønsker at forbedre de to udgivelser både på print og digitalt.
”Dette skridt er en naturlig forlængelse af vores strategi om at vokse lønsomt og konstant styrke vores positioner. I dette tilfælde indenfor transport og logistik,” udtaler Jesper Hansen.
Lastbil Magasinet er målrettet chauffører og vognmænd med fokus på vejgodstransport og udkommer med daglige nyheder digitalt og 12 gange årligt på print. Transport Today, tidligere kendt som Transport Tidende, beskæftiger sig med godstransport og logistik og udkommer digitalt og seks gange årligt på print.
”Med vores erfaring og de to nye mediers position i markedet forventer vi et positivt afkast på købet allerede i løbet af 2023,” siger Jesper Hansen.
Overtagelsen af medierne gælder fra den 21. december. Prisen for overtagelsen fremgår ikke af meddelelsen.
Tidligere på måneden lancerede Nordiske Medier desuden mediet Energyislandnews om de to anlægsprojekter Energiø Bornholm og Energiø Nordsøen. Over de næste måneder vil virksomheden derudover lancere to medier med fokus på Femern-byggeriet og Lynetteholmen.
Relaterede artikler:
Nordiske Medier går i luften med tre nye "pop-up medier"
For abonnenter