
Det bliver Amanda Justesen, 47, der tager over som kommunikationsdirektør i Egmont, efter Line Aarsland før jul meldte sin afgang på posten for at blive selvstændig rådgiver.
Det oplyser Egmont i en pressemeddelelse.
Amanda Justesen kommer fra en stilling som koncernkommunikationschef for Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og har tidligere været bl.a. kommunikationschef i Køge Kommune og i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
I Egmont får hun ansvaret for intern og ekstern kommunikation, branding og public affairs i Egmont-koncernen.
"Jeg er glad for, at Amanda Justesen har takket ja til at blive ny kommunikationsdirektør i Egmont. Hun kommer med en stor og bred kommunikationsfaglig og ledelsesmæssig ballast. Samtidig har hun god indsigt i politiske processer og omfattende erfaring med kommunikations- og kampagneledelse i komplekse organisationer, hvilket er vigtigt for Egmont som stor indholdsproducent og teknologibaseret virksomhed," udtaler Egmonts koncernchef Steffen Kragh.
Amanda Justesen er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og begynder i Egmont 1. marts, hvor Line Aarsland fratræder efter otte år i mediekoncernen.
Medieanalytikere om Egmont-strategi: "Det er et volumegame"
"Massive indholdsinvesteringer" skal gøre Egmont til en større og mere digital spiller i 2025