MediaWatch

Kendishold lægger igen arm med Se og Hørs tys-tys-snageri

Line Baun og Remee er blandt de kendte personer, som kræver godtgørelse for overvågning af deres kreditkort.

Tidligere chefredaktør på Se & Hør Henrik Qvortrup er blandt de anklagede i det civile søgsmål. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Det sidste punktum i sagen om Se og Hørs tys-tys-kilde er endnu ikke sat, syv år efter at sagen begyndte at rulle.

Københavns Byret har derfor tirsdag taget hul på en civil sag, hvor blandt andre tv-vært Line Baun Danielsen og musikproducer Remee kræver godtgørelse for at være blevet krænket af ugebladets snagen.

"Essensen er, at man kunne finde mennesker. Det var ikke så vigtigt, om man stod i en italiensk by og købte mælk. Det var vigtigt, hvor personen var," lyder det fra advokat Brian Larsen, der fører sagen på de kendtes vegne.

Han gennemgår en række artikler, der er blevet skrevet efter tys-tys-kildens tips til ugebladet. Det drejer sig for eksempel om ferier og flirts.

For præcis et år siden afviste Højesteret ellers, at EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen (R) skulle have godtgørelse for, at ugebladet Se og Hør ulovligt skaffede sig adgang til hans kreditkortoplysninger.

Men det betyder altså ikke, at en stribe kendisser har droppet deres sager. Også Casper Christensen, Iben Hjejle, Oliver Bjerrehuus og Martin Jørgensen er en del af søgsmålet.

Kravet om erstatning går på tort - altså for krænkelse af deres person og ære. Kendisholdet har sagsøgt Aller, tidligere chefredaktører samt den såkaldte tys-tys-kilde.

Tys-tys-kilden fik sit navn, fordi han som it-operatør hos IBM skaffede sig uberettiget adgang til oplysninger om kendte danskeres gøren og laden.

Med tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup indgik han en aftale om løbende at skulle skaffe sig adgang til kendte personers kreditkortoplysninger i systemer hos PBS/Nets. Oplysningerne sendte han til to journalister på Se og Hør.

Aftalen fortsatte, efter at Qvortrup forlod ugebladet.

I alt blev der indsamlet oplysninger om flere end 100 kendisser.

I en tilståelsessag i august 2016 modtog Aller Media en bøde på ti millioner kroner. En tidligere nyhedschef og en tidligere redaktionschef blev hver idømt seks måneders betinget fængsel.

Tre måneder senere blev to tidligere chefredaktører, to journalister og tys-tys-kilden selv dømt. Straffene landede på mellem fire måneders betinget fængsel og halvandet års ubetinget fængsel.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Ny Zetland-chefredaktør, redning af radiokanaler og Radio Loud 2.0 har været ingredienserne i denne uges mediegryderet. Få stillet sulten med vores sammenkog af de vigtigste historier i denne briefing.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs