MediaWatch

"Det var skudt 100 pct. forbi ikke at bakke op om samfundsbærende institutioner i en krisetid"

JULESTAFET 2020: Regler for mediestøtte, Metoo-debat kickstartet af Sofie Linde og en amerikansk præsident, der advarede om valgsvindel, før en eneste stemme var afgivet, var blandt de ting, som var med til at tegne 2020 for Tina Nikolaisen, magasindirektør hos Egmont Publishing, der leverer årets sidste bidrag til julestafetten.

Tina Nikolaisen, magasindirektør, Egmont Publishing. Foto: PR/Egmont Publishing/BAM

For mediebranchen 2020, hvad var:

… årets overraskelse?

"At TV 2's interne dokumentargruppe efter sigende er på vej med et program om sexisme på... nå, ja TV 2. Må være en kende bizart for de ansatte, at kolleger på den ene side af gangen undersøger kolleger på den anden side af gangens opførsel og adfærd."

… årets bedste nyhed?

"At JP/Politikens Hus reddede den ikoniske boghandel Arnold Busck på Købmagergade fra konkurs. Vi har brug for den slags kulturinstitutioner mere end nogensinde før. Jeg tror på, at fordybelsen, som bogen traditionelt repræsenterer, er stærkt på vej tilbage."

… årets brøler?

"Da kulturminister Joy Mogensen i det tidlige forår afviste at lave særlige økonomiske hjælpepakker til museer, teatre, biografer, højskoler og andre kulturinstitutioner, som blev akut ramt af forsamlingsforbud. Det var skudt 100 pct. forbi ikke at bakke op om samfundsbærende institutioner i en krisetid. Vi har i den grad brug for et rigt kulturliv på den anden side."

…årets jobskifte?

"Martin Rossen, der i tavshed går fra magtens centrum i Statsministeriet til det stille Sønderjylland og Danfoss – for efterfølgende at dukke op i Michael Jeppesens yderst venlige tv-portræt på DR."

… årets citat/tweet?

"Donald Trump, da han i foråret for første gang tweetede: RIGGED ELECTION. At forsøge at bilde amerikanerne ind at valget var fup og fidus, viste sig alligevel at være for stor en opgave for Twitter-præsidenten – endda selv om han var ude af startblokken, et halvt år før den første stemme blev afgivet."

… årets historie?

"Sofie Linde kickstartede Metoo-debatten i Danmark med sin tale til Zulu Comedy Galla om at være kvinde i tv-branchen. Mange af os har oplevet kiksede, fulde og dumme mænd, men det kom alligevel bag på mig, hvor mange der har oplevet et egentligt overgreb og magtmisbrug."

… årets cliffhanger: Hvad er du mest spændt på i 2021?

"Om magasinpressen endelig får mediestøtte som fortjent. Hos Egmont Publishing laver vi blændende og vedkommende journalistik – kultur, samfund og politik – som andre medier elsker at citere uge efter uge."

"Der er en urimelig forskelsbehandling, når et magasin som bl.a. Euroman, der både udkommer på print og digitalt OG laver nyhedsjournalistik, gang på gang bliver afvist af Medienævnet."

"Det forstærkes yderligere af, at Medienævnet gerne vil tildele støtte til medier med langt snævrere nyhedsfokus og målgrupper fx Aktionæren og Filmmagasinet Ekko. Jeg synes, det er beundringsværdigt, at vi kan konkurrere uden statsstøtte, men der er ingen rimelighed eller logik i den linje, der er lagt."

… drillespørgsmål fra Karl Erik Stougaard, chefredaktør hos Nordjyske Medier

Alt for Damerne engagerer sig i kønsdebatten og billedbehandler ikke længere fotos af kvinderne i bladet. Eurowoman udfordrer de klassiske skønhedsidealer og kønsbegreber med sine valg af modeller til forsiden. Og Euroman vil ikke længere hylde en kvinde, de kan li’, som magasinet ellers har gjort i et par årtier. Er magasinverdenen blevet woke, og tror du, at læserne er med på at give afkald på de drømme, som magasiner ellers altid har solgt godt på?

"Vores udgivelser har altid været et spejl på det samfund, der omgiver os, og ja, vi er vågne og forstår det udbredte behov for at gøre op med traditionelle kønsroller og kropsidealer. Vi tager vores ansvar alvorligt som nogle af Danmarks mest læste magasiner og prøver at skubbe på en udvikling, som uomtvisteligt må ses som fremskridt. Samtidig holder vi fast i, at vores DNA stadig indeholder inspiration og drømme. Læserne ønsker sig fortsat en pause fra hverdagen, hvor de kan drømme om pænt tøj, kunst og flotte boliger."

"De to ting er ikke hinandens modsætning – faktisk handler den nye bevidstgørelse også om at gøre op med den stereotype opfattelse af, at hvis man går op i mode og makeup, så kan man ikke samtidig være intelligent og optaget af sin samtid."

Læs de øvrige indspark i MediaWatch Julestafet 2020 her:

1. december, forlagsdirektør Jacob Søndergaard, Gutkind:

"Du ved godt selv, hvem du er"

2. december, spillefilmskonsulent Silje Riise Næss, Det Danske Filminstitut:

"Man aner et vist horrorfilmpotentiale i de oppustede lig af millioner af mink"

3. december, forfatter og skuespiller Anna Neye: "Jeg spekulerer over, om der mon er en brun Matador på vej?"

4. december, dramachef i DR, Christian Rank:

"Det er derfor yderst bekymrende, at udviklingen af Den Danske Filmskole synes at være gået i stå"

7. december, kanalredaktør for Minisjang, Ramasjang og DR Ultra, Morten Skov:

"Så ind på Tiktok med dig og giv den gas!"

8. december, formand for Medierådet for Børn og Unge, lektor og ph.d. Stine Liv Johansen:

"Han har turdet at fortælle, hvor vanvittig højt tempoet er i nyhedsjournalistik"

9. december, debatredaktør på Berlingske, Pierre Collignon:

"Det er en lise – efter så mange år med tilbagegang – at antallet af betalende kunder igen vokser"

10. december, adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov:

"Jeg må ærligt tilstå, at det var en enormt ubehagelig overraskelse"

11. december, bestyrelsesformand for DR, Marianne Bedsted:

"Da Stig Ørskov tweetede "Jesuisonkelreje", stod det klart, at alle i den danske mediebranche står sammen i spørgsmålet om, at Google ikke bare kan censurere"

14. december, adm. direktør for TV 2, Anne Engdal Stig Christensen:

"Hvis nogen om fem år kalder os for "mastodont" på streaming, vil jeg blive virkelig beæret"

16. december, direktør for Producentforeningen, Jørgen Ramskov:

"En vigtig påmindelse om, at det indtil nu kun er Jesus, der kunne gå på vandet. Måske"

17. december, mediedirektør i DR, Henriette Marienlund:

"Google begik en brøler ved at fjerne vores Ramasjang-app på grund af en lakridspibe"

18. december, chefredaktør for Nordjyske Medier, Karl Erik Stougaard:

"De lokale og regionale medier skal børste støvet af sig og blive mere moderne"

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere