MediaWatch

Bureau i Egmont-familien nedlægger stillinger i Danmark og lukker norsk kontor

Der skal være færre medarbejdere i Danmark hos bureau, der flytter ind hos Egmont Publishing. "Vi er ikke lykkedes med at finde det rette strategiske setup," siger direktør for Egmont Publishing.

Foto: PR/Egmont Publishing

Belong Group, der har Egmont Publishing som hovedejer, har haft et utilfredsstillende 2019 og vælger at skære forretningen til. Det oplyser Egmont Publishing i en pressemeddelelse.

I Danmark nedlægges otte stillinger. Samtidig flytter Belong Group fra sin egen selvstændige lokation til Egmont Publishings lokaler i København, mens bureauet dropper sin tilstedeværelse i Norge. De norske opgaver skal i stedet løses i partnerskab med blandt andet andre bureauer, som Egmont Publishing ejer.

"Vi er ikke lykkedes med at finde det rette strategiske setup til Belong, og derfor har en tilpasning desværre vist sig nødvendig. Desværre har vi også måtte konstatere, at Belongs resultatet for 2019 ikke har været tilfredsstillende. Men vi støtter fuldt op om den nye strategi for bureauet, som vi tror samlet set kan gavne både Egmont, Belong og vores kunder," siger Klaus Høeg-Hagensen, adm. direktør for Egmont Publishing, i meddelelsen.

Selskabet oplyser ikke, hvordan 2019-resultatet blev for Belong Group, der er et resultat af fusionen mellem Very og Patchwork i 2017.

Ud over København vil Belong Group være tilstede i Stockholm med eget kontor. Den svenske del af selskabet skal også dække det finske marked.

Ind hos Egmont Publishing flytter også contentbureauet Starfighters, der hidtil har ligget under Nordisk Film, som ligeledes er en del af Egmont-koncernen. Ud over Starfighters og Belong har også bureauet Egmont Creative adresse hos Egmont Publishing. De tre bureauer har tilsammen godt 50 medarbejdere.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere