MediaWatch

Teknologiens Mediehus hyrer kræfter fra Computerworld og Mandag Morgen

To redaktører fra Computerworld og Mandag Morgen skifter til Teknologiens Hus, hvor de skal stå i spidsen for nyt erhvervsmedie.

Screenshot fra ing.dk
Foto: Screenshot fra ing.dk

Til en ny erhvervsrettet mediesatsning henter Teknologiens Mediehus, der tidligere hed Mediehuset Ingeniøren, nu to profiler, der skal stå i spidsen for projektet. Det oplyser mediehuset i en pressemeddelelse.

Anders Rostgaard Birkmann hentes fra Mandag Morgen, hvor han i dag er erhvervsredaktør. Han skal som redaktionschef lede det nye medie, der er en overbygning på de nichemedier, mediehuset lancerede i løbet af sidste år, og som skal levere en bredere dækning om digitalsering og teknologi målrettet ledelser i danske virksomheder.

Fra Computerworld hentes den nuværende ide- og ledelsesredaktør, Steffen Villadsen. Han indtræder stillingen som virksomhedsredaktør. Sammen med Anders Rostgaard Birkmann skal han fra 1. marts være med til at finpudse konceptet, inden resten af holdet skal findes.

"Ud over at være stærke journalister har de begge nødvendige indsigter og gode ideer til at udvikle og drive vores nye medietilbud på et område, hvor vi som teknologimedie bevæger os ind i nyt land. Vi har en lang tradition for at beskrive konkret teknologi - med Anders og Steffen om bord får vi de bedste forudsætninger for at hjælpe erhvervslivet til at forstå og udnytte den. Vi har tidligere dækket strategi og erhvervsstof, men slet ikke med det tryk, vi vil sætte her," siger ansv. chefredaktør Trine Reitz Bjerregaard i pressemeddelelsen.

Teknologiens Mediehus har fået tilskud på 3,4 mio. kr. fra Innovationspuljen til den nye mediesatsning.

Tiltaget er en del af opbygningen af et nyt forretningsområde på abonnementsbetalte nichemedier hos Teknologiens Mediehus, der foreløbig har søsat nichemedierne Watertech, Digitech, Gridtech, Datatech, Mobilitytech og Industrytech.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere