MediaWatch

Spiegel: Topjournalist har snydt med artikler

En prisvindende, tysk journalist har ifølge Der Spiegel indrømmet, at han har opdigtet både kilder, citater og oplysninger i flere artikler i det anerkendte magasin.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Kay Nietfeld

Den prisvindende journalist Claas Relotius har i flere år snydt med sine artikler i det anerkendte tyske magasin Der Spiegel.

Det oplyser Der Spiegel i en redegørelse, som er publiceret på magasinets website onsdag. Her fremgår det desuden, at journalisten selv har indrømmet anklagerne.

Ifølge Der Spiegel har Claas Relotius ført læserne bag lyset ved at opfinde både kilder, citater og oplysninger i flere artikler.

Efter at have modtaget et tip er magasinet kommet frem til, at 14 ud af knap 60 af Claas Relotius' artikler er delvist opdigtede. Eksempelvis har han skabt fiktive kilder, som er sammensat af flere rigtige personer, han er stødt på i andre medier.

"Claas Relotius' bedrag var både intentionelt, metodisk og fortsætligt," skriver Der Spiegel i sin gennemgang af sagen.

32-årige Relotius har tidligere vundet priser for sin undersøgende journalistik. I 2014 blev han kåret som årets journalist af tv-stationen CNN, og ifølge The Guardian blev han i sidste måned hædret som årets journalist i Tyskland. Han er nu blevet fyret.

"Han har selv indrømmet, at mindst 14 artikler er delvist fabrikerede. Kan man stole på ham? Kan tallet faktisk være markant højere? Det eneste, som kan siges med sikkerhed i øjeblikket, er, at opklaringsarbejdet kun lige er begyndt," lyder det fra magasinet, som har nedsat et udvalg for at nå til bunds i sagen.

Claas Relotius' bedrag var både intentionelt, metodisk og fortsætligt

Der Spiegel

Det var et tip fra en kollega, som førte til afsløringen. Under en rejse til USA, hvor Claas Relotius og Juan Moreno var taget til for at skrive en artikel om en gruppe af selvtægtsmænd, som patruljerede grænsen til Mexico, blev Juan Moreno mistænksom.

Efter at artiklen 'Hunter's border' blev publiceret med begge journalisters byline i november 2018, tog Juan Moreno tilbage til USA. Her lykkedes det ham at finde frem til oplysninger, som bekræftede mistanken mod kollegaen.

"Efter først at have benægtet anklagerne, tilstod Relotius endelig i slutningen af sidste uge. Det er kommet frem, at han har opdigtet hele passager - ikke kun i artiklen 'Hunter's border', men også i en række andre artikler," skriver Der Spiegel.

Andre artikler, som indeholder falske oplysninger, er bl.a. en fortælling om to irakiske børn, som angiveligt bliver kidnappet af ISIS, og en historie om to påståede fanger i Guantanamo-fængslet.

Ifølge Der Spiegel har Claas Relotius skrevet for medier som Die Welt, Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung og Financial Times Deutschland.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere