
Egmont Publishing kaster sig ud i esport og udgiver 28. december første udgave af et magasin om sportsgrenen, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
I første omgang skal magasinet, der får titlen GLHF, som står for "Good Luck Have Fun", udgives i Sverige. Planen er at brede det ud til andre lande, i første omgang Storbritannien, Norge og Polen.
"Esport vokser med eksplosiv fart, og forhåbentlig har vi fundet et format, som tiltaler målgruppen. Vi vil tilbyde inspirerende og afslappende læsning for dem, der selv spiller og for det store publikum til esport," udtaler Marika Birk, forlagsdirektør hos Egmont Publishing, i meddelelsen.
Magasinforlaget oplyser, at planen er at udgive mellem fire og seks udgaver af GLHF i løbet af 2018.