MediaWatch

Konkurrencerådet: Boxer ville være væk uden fusion

Godkendelsen af SE-købet af Boxer skal sikre konkurrence på tv-markedet - og om udbuddet af Boxers sendetilladelse næste år, som selskabet ellers ville melde pas på, siger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Nummer to på tv-distributionsmarkedet, Stofa, der er ejet af energiselskabet SE, tog i dag et solidt skridt mod at blive en mere fyldig toer, da Konkurrencerådet godkendte SE's køb af svenskejede Boxer TV's danske del.

Med godkendelsen følger tre tilsagn, der betyder, at SE ikke må gøre køb af bredbånd til en betingelse for at blive Boxer-kunde, og at Boxers frit valg-tilbud og priser fastfryses frem til 2020.

For Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har det vejet tungt, at Boxer TV’s stilling som konkurrent i markedet blev fastholdt, indtil Boxers sendetilladelse udløber i 2020. Det sikrer også muligheden for, at Boxer vil byde ind på en forlængelse af tilladelsen til at sende jordbaseret antenne-tv, når licensen til DTT-sendenettet kommer i udbud næste år.

Det ville ikke være sket uden fusionen, siger Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

"Det største udfordring, vi har set ved fusionen, har været, om Boxer fortsat kan eksistere som en god konkurrent frem til udløbet af deres sendetilladelse som den lidt frække dreng i klassen, der tilbyder frit valg til nogle gode priser. Det har vi sikret med betingelserne, at de kan fortsætte med," siger Søren Bo Rasmussen.

Intet bud

Et andet tungtvejende parameter har været, om fusionen ville forringe konkurrencen i det udbud af Boxers sendetilladelse, der venter lige om hjørnet, i 2018. Indtil videre har Boxer TV’s forretningsmæssige succes været meget svær at få øje på – og uden et opkøb ville der være en mulig byder mindre, forklarer kontorchefen.

"Hvis fusionen ikke var blevet gennemført, så havde Boxer ikke budt på licensen igen som selvstående virksomhed. Det har vi fået dokumentation for. Vi ved ikke, om Boxer i den nye konstellation vil gøre det, men de ville ikke have gjort det, hvis ikke de var blevet opkøbt af nogle andre. Nu har vi sikret, at Boxer fungerer, som det gør nu frem til 2020 (og kan byde som virksomhed, red.)," siger Søren Bo Rasmussen.

"Vi føler os overbevist om, at der ikke vil være færre bydere på grund af fusionen. Det ville være en anden betænkelighed, man kunne have, at der kom færre bydere, fordi alle forventer, at Boxer og SE ville byde igen, men det har vi undersøgt, og det er ikke den tilbagemelding, vi har fået fra potentielle bydere. Tværtimod."

Hvad bygger I det på?

"Det har vi undersøgt og bl.a. talt med de potentielle bydere om. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at der bliver bydere, men vi føler også ret sikre på, at det i så fald ikke vil være på grund af fusionen."

Hvad er tilsagnene værd, når det kun køber to år frem?

"De sikrer i hvert fald udbuddet i to år frem – men vi kan heller ikke kræve tilsagn, der går videre end det, vi kan se, og vi kan ikke se bekymringer efter 2020."

Før handlen kan endeligt godkendes, skal Radio- og TV-nævnet godkende den. Det forventer nævnet at behandle på sit næste møde, som finder sted om to dage, fredag 29. september.

 

Én knast i Boxer-handlen får parterne til at tie

Fusionspartnere med pressede bundlinjer

Konkurrencerådet godkender Stofa-ejers køb af Boxer

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere