Mette Bock: Licenssystemet har overlevet sig selv

Licenssystemet skal ændres på den ene eller anden måde. Og Dansk Folkepartis forslag om helt at afskaffe licensen og finde pengene til DR på finansloven i stedet for direkte i husstandene er "spændende".
Sådan lyder det fra kulturminister Mette Bock (LA).
"Der begynder at tegne sig et billede af, at der er en erkendelse af, at vores nuværende licenssystem har overlevet sig selv - så noget må der gøres."
"Det, at vi overhovedet er begyndt at diskutere licens eller skat eller abonnementsordninger, er rigtig interessant, så jeg hilser forslaget velkommen," siger ministeren.
Det er dog ifølge ministeren alt for tidligt at sige noget om, hvilken retning regeringen hælder - eksempelvis som DF foreslår med finansiering gennem finansloven.
Mette Bock påpeger, at der er "mange veje, man kan gå".
"Det, jeg kan sige, er, at vi bliver nødt til at kigge finansiering på andre måder, end vi har gjort hidtil."
"Der kan man tale licens, man kan tale skat, man kan tale abonnementsordninger, eller man kan tale kombinationer af det. Det er det, vi skal bruge de kommende måneder på at få forberedt," siger Mette Bock.
Næste år skal medieforliget forhandles på plads. Inden da ser ministeren gerne, at der kommer flere forslag på bordet.
"Jeg håber også, at andre kommer på banen med gode idéer og konkrete forslag her i løbet af de kommende måneder," siger hun.
/ritzau/