Vi som for længst er fyldt 40, var i ret stort overtal blandt publikum, da Public service-udvalget i går holdt sit sidste temamøde.

"Mediebranchens fætter-kusineforsamling", blev vi kaldt fra scenen, hvorfra partiernes mediepolitiske ordførere og topchefer på skift havde ordet.

Når talen faldt på vores nevøer og niecer – de yngre mediebrugere – var der en enighed, som i den forsamling er sjælden: Ingen anfægtede den ene af Public Service-udvalgets hovedkonklusioner om, at der eksisterer en enorm generationskløft mellem yngre og ældre mediebrugere.

Men om vi virkelig taler Grand Canyon-dimensioner, er der fra forskningens side sået tvivl om, siden rapporten med udvalgets konklusioner udkom i sidste uge. Lars Kabel fra DMJX forklarer, at vi gamle, når vi indregner vores forbrug af ’second screens’, næppe er så forskellige fra de unge i vores medievaner.

Selvom tv’et stadig kværner derudaf i mange stuer, er seerne samtidig på sociale medier via mobile platforme. Ifølge Lars Kabel kommer det til at betyde efterspørgsel på berettermodeller og formater, som inddrager den anden skærm og dermed digitale fortælleformer, skabt til noget helt anden end den ’inaktive’ fjernsynsskærm.

Tilbage på scenen til fætter-kusineforsamlingen i går, fremlagde DR’s generalsekretær Maria Rørbye Rønn en meget væsentlig præmis for fremtidens public service-udbud. I forbindelse med, at DR Ultra i 2020 omlægges fra tv-kanal til rent digitalt univers forklarede hun, at digital journalistik er væsensforskellig fra den, vi kender fra tv og radio: ”Man kan ikke tænke indhold til digitale platforme som traditionelle formater”, sagde hun.

Kigger vi på en tidslinje fra 1749, hvor den første avis udkom i Danmark, frem til 2013, hvor Snapchat som det seneste af de virkelig store sociale medier blev lanceret, bliver det tydeligt, hvor mange års journalistiske traditioner, vi i de nærmeste år er ved at gøre op med.

 

Ligesom tv og radio udgjorde paradigmeskifter for journalistikken, kommer de rent digitale og sociale medier på mobile platforme også til at gøre det.

En af de afgørende forskelle er, at mens traditionelle medier servicerer eller, som udvalgets formand, Connie Hedegaard, udtrykte det, ’betjener’ seerne, lytterne og læserne, så engagerer digitale og sociale medier brugerne gennem deres interaktive formater og funktioner.

Fra scenen i går var der mange flotte ord om demokrati, kritisk presse og pluralisme. Havde jeg selv stået der, ville jeg have kastet begrebet engagement ud til forsamlingen som nøgleordet for fremtidens public service. Engagement er de sociale mediers målestok. At engagere brugerne med afsæt i journalistiske værdier, bør være nyhedsmediernes målsætning.

Det lader altså til, at DR Ultra bliver prøveklud for ren digital public service. Så vidt så godt for børnene. Men hvorfor fik de unge ikke tilsagnet i samme ombæring? Og skal der gå ti år, før vi voksne bliver inkluderet?

Sociale medier bliver forhåbentlig aldrig stedfortrædere for nyhedsmedierne. Men der skal skub på journalistikkens digitale udvikling. Kulturminister Bertel Haarder har tidligere efterlyst et nyt begreb for public service.

Lægger man Public Service-udvalgets konklusioner sammen med Lars Kabels og Maria Rørbye Rønns betragtninger nærmer vi os et nyt begreb, som tager det bedste fra journalistikkens og de sociale mediers verdener: public social.