MediaWatch

Det er på tide at sætte rammer for DR

DR er en vigtig del af mediebilledet, men det er på tide at gøre op med berøringsangsten og sætte rammer om husets aktiviteter, skriver direktør Laila Kelp Rasmussen, BFE.

PR, BFE
Foto: PR, BFE
Vi kan ikke undvære et stærkt DR som leverandør af et nødvendigt public service indhold på tv og radio. Men vi kan godt undvære et DR, som med 3,7 mia. licenskroner i ryggen vokser i alle tænkelige retninger i jagten på seere og lyttere både på indholds- og distributionssiden.

Hvor vi tidligere havde en måske vel detaljeret ramme for DR's aktiviteter, har vi i dag et DR, hvor armslængde-princippet snarere er blevet til berøringsangst.

DR's hovedkanal - den som vi vel alle ser som selve public service-begrebets flagskib - indeholder i dag blot 32 pct. dansk produceret tv. Meget af dette egenproducerede indhold er ubestrideligt af høj kvalitet. Og naturligvis er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem dansk tv-produktion og public service, men udenlandsk fiktion og underholdning, som i stort omfang fylder kanalen, falder næppe heller inden for kategorien. Og når TV 2 kan præstere over 70 pct. dansk indhold på sin hovedkanal, så virker det åbenlyst, at der er brug for at stramme tøjlerne over for DR.

Klare krav til stationens udbud behøver ikke gå ud over hverken kreativitet eller kvalitet. Det årlige tilskud på ca. 100 mio. kr. til Radio24syv er så fyldt med detailkrav, at det ligner en byggevejledning fra IKEA, men alligevel har stationen formået at udvikle og forny radio-mediet. Og i det lys virker det barokt, at politikerne sender et årligt direkte tilskud på 3,7 mia. kr. af sted til DR Byen, stort set uden at fastlægge rammer for DR's indhold og aktiviteter.

Tilsvarende må politikerne overveje betingelserne for at distribuere DR's kanaler. Forbrugere med en Apple TV-boks kan uden ekstra betaling få adgang til at streame DR's live og arkivudbud direkte til deres tv eller computer. Hvorfor skal kunderne hos de kommercielle tv-distributører som f.eks. Stofa, Waoo! og YouSee så betale en særlig afgift til DR for at få lov til at se nøjagtigt det samme DR-indhold hos den tv-leverandør, som de har valgt? Med Apples vilkår kan disse udbydere jo skære omkring 60 kr. af en tv-pakkes månedspris, så det er store beløb, der er tale om.

Naturligvis skal licensbetalerne have adgang til den statslige public service-stations egenproducerede programudbud på alle platforme, herunder selvfølgelig også som streaming. DR skal afspejle og tilpasse sig den mediekonvergens, som i disse år driver vores vaner og forbrug og får flere og flere til at forbruge tv on demand. Men det er konkurrenceforvridende og til skade for det kommercielle marked, når reglerne om retransmissionsafgift giver udenlandske giganter en helt åbenlys urimelig konkurrencefordel i forhold til de danske tv-udbydere, der faktisk kanaliserer 5 mia. kr. ind i det danske tv- og filmmiljø årligt.

De manglende eller rettere uklare rammer om DR's aktiviteter i kombination med den teknologisk drevne mediekonvergens er en giftig cocktail, som får stor betydning for fremtidens medieudbud herhjemme. Det mærker både avis- og tv-branchen, men det eneste sted, man ikke synes at kunne få øje på det, er på direktionsgangen i DR Byen. Forhåbentlig kan politikerne se det.

Forsiden lige nu

Top 20: EM-håndbold overhalede juleføljeton

Efter en premiereuge øverst på listen måtte DR's julekalender overgive førstepladsen til håndboldslandholdet, viser sidste uges top 20. Samlet set trak DR's juleføljeton dog flest til i ugens løb. Ny miniserie fra TV 2 er næsten røget helt ud af listen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere