TV 2: Vi har intet ønske om at flyve under radaren
Hvorfor fylder TV 2 ikke mere i public service-debatten?
Det spørgsmål rejste TV 2's indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, da hun i forrige uge bidrog til MediaWatchs sommerserie. Tråden blev samlet op af mediekommentator Lasse Jensen, der i en leder i Information gav udtryk for, at der "ellers er nok at diskutere" blandt andet med henvisning til TV 2-regionernes licensfinansiering og public service-puljen, hvis midler i stort omfang går til TV 2-programmer.
I et læserbrev i dagens Information svarer Anne Engdal Stig Christensen på Lasse Jensens kommentar og skriver blandt andet, at TV 2 ikke har noget "ønske om at flyve under radar".
Hun peger videre på, at TV 2 støtter dansk filmproduktion med 65 mio. kr. årligt.
"Jeg er stolt over at være indholdsdirektør for TV 2' s kommercielt finansierede hovedkanal, hvor vi tjener penge på at lave godt indhold, og hvor knap 70 pct. af sendefladen består af dansksprogede programmer," skriver Anne Engdal Stig Christensen i læserbrevet i Information.