
TV 2 vil øge fokus på store begivenheder og har i den forbindelse ansat en ny kommerciel eventchef i skikkelse af Christian Odd. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Christian Odd kommer fra en stilling i DR's kommercielle gren, DR Salg, hvor han har haft det indholdsmæssige ansvar for de kommercielle aktiviteter på tværs af brands og indholdsområder.
Hos TV 2 skal Christian Odd videreudvikle og udbygge TV 2's tværgående begivenheder, der samler danskerne såsom EM i fodbold, der i år bliver afviklet i Frankrig, oplyser tv-stationen.
"Christian skal være med til at sikre, at TV 2 fortsat kommer ud i landet for at samle og møde danskerne, og at vi gør det på den rigtige måde. Det kan være i forlængelse af et programformat eller som forlængelse af nogle af vores store sportsrettigheder. Det kan også være en selvstændig kommerciel event, der engagerer og gør en forskel for både publikum, for vores partnere og for TV 2," udtaler Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 kommercielle partnerskaber, i meddelelsen.
Før Christian Odd kom til DR, arbejdede han med den kommercielle del af musikbranchen. Han tiltrådt sin nye stilling i TV 2 i begyndelsen af maj.