TDC holder norsk tvist tæt til kroppen

Et forlig er årsagen til, at TDC's norske forretning er vokset i første kvartal. TDC er hemmeligsfulde om forliget, der ifølge topchef handler om måden, TDC distribuerer produkter på.
Foto: TDC
Foto: TDC
RITZAU FINANS

TDC har i første kvartal haft en vækst i indtjeningen på knap 20 pct. i sin norske forretning, men en del fremgangen skyldes en engangsindtægt fra et forlig.

Hvad den sag konkret går ud på, vil selskabet dog ikke sige alt for meget om.

"Vi har aftalt, at vi ikke siger så meget om det, men sagen handler om den måde, vi distribuerer vores produkter på hos nogle af vores partnere på det norske marked," siger TDC's topchef, Pernille Erenbjerg, i forlængelse af selskabets regnskab for første kvartal.

I de første tre måneder af året steg driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger, ebitda, i Norge med 18,6 pct. til 414 mio. norske kr., men hvis man fraregner gevinsten fra forliget, var fremgangen på 13,5 pct., og forskellen svarer til knap 18 mio. norske kr.

"Selv når vi ser bort fra den effekt, så vokser Norge pænt, og det er virkelig stærke resultater både inden for erhverv og tv," siger Pernille Erenbjerg.

Det er blandt andet 27.000 nye bredbåndskunder og 4000 kunder inden for tv, der har været med til at sikre fremgangen.

Ind på mobilmarked

TDC er blevet en større spiller på det norske marked, siden at man i 2014 lagde 12,5 mia. kr. for tv- og bredbåndsselskabet Get, som siden da har vist vækst kvartal efter kvartal, hvilket har lappet huller i den danske del af TDC, hvor indtjeningen har været faldende.

Det næste skridt på markedet er, at Get senere på året vil ind på mobilmarkedet i Norge, hvor det i dag kun tilbyder tv og bredbånd.

"Lanceringen kommer senere på året. Det præcise tidspunkt holder vi tæt til kroppen, for vi vil gerne kunne lancere det på den rigtige måde," siger Pernille Erenbjerg.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også






Sparerunden på Jyllands-Posten blev afsluttet i denne uge. | Foto: Joachim Ladefoged

Briefing: Ugen i mediebranchen

For abonnenter