
Både TV 2 og DR har fået appetit på true crime-genren, efter at Netflix's store succes med dokumentarserien "Making a Murderer", skriver Berlingske.
I "Making a Murderer" har to amerikanske reporter fulgt en mordanklaget mands kamp imod det amerikanske retssystem. Serien er det seneste eksempel på dokumentarfilm sammensat af filmoptagelser fra retssale og vidneafhøringer.
"True crime er noget, vi overvejer at gå ind i, og vi har to-tre oplæg fra produktionsselskaber liggende til overvejelse. Det er rent dramaturgisk en spændende måde at fortælle historier fra virkeligheden på, men det er klart, at man skal holde tungen meget lige i munden, når det handler om at gå ind i sager, hvor der foreligger en domfældelse. Da skal man virkelig have sin dokumentation i orden. Det må ikke være spekulativt, hvis det skal sendes på vores kanaler," siger Thomas Breinholt, programdirektør i TV 2, til Berlingske.
DR's mediedirektør, Gitte Rabøl, fortæller, at interessen for genren er stor i produktionsselskaberne og blandt DR's egne journalister.
En mulig dansk pendant kan dog strande på grund af den danske retsplejelov, som forbyder at transmittere eller optage billeder og lyd fra danske retssale, medmindre der gives en særlig tilladelse fra dommeren. Kun i enkelte tilfælde har pressen fået lov til at filme selve domsafsigelsen og kun med kameraet rettet mod dommeren.