MediaWatch

Al-Jazeera lukker sin amerikanske satsning efter få år

Den blev lanceret under massiv bevågenhed, men nu lukker Al-Jazeera America sin tv-station.

Foto: Bebeto Matthews/AP/Polfoto/Arkiv

Den amerikanske udgave af tv-kanalen Al-Jazeera blev lanceret med pomp og pragt i 2013. 

Men nu er det slut. Al-Jazeera America lukker 30. april, oplyser det globale medienetværk i en pressemeddelelse. 

Lukningen sker som følge af et forsvindende småt publikum på trods af investeringer på flere hundrede millioner dollar. 

Nyhedsbureauet AFP er i besiddelse af et internt notat fra tv-stationens generalsekretær Mostefa Souag.

Her beskriver han for sine ansatte, at beslutningen er truffet som følge af, at Al-Jazeera Americas forretningsmodel "simpelthen ikke er bæredygtig set i lyset af de økonomiske udfordringer i den amerikanske medieverden."

Al-Jazeera betalte 500 millioner dollar for at lancere Al-Jazeera America, der skulle konkurrere med giganterne CNN, Fox News og MSNBC.

Kanalen gik i luften i 2013 efter at have ansat 850 medarbejdere og åbnet 12 filialer i USA.

Al-Jazeera America hyrede dengang højt profilerede journalister fra de erklærede konkurrenter og sendte i begyndelsen 14 timers daglige nyhedsudsendelser.

Men kanalen fik aldrig fat i masserne. Der har ikke været offentliggjort officielle statistikker over seertal, men ifølge AFP var seertallet kun omkring 30.000 for en stor del af kanalens primetime udsendelser.

Al-Jazeera klinger da heller ikke ubetinget godt i amerikanernes ører på grund af sin historie i Mellemøsten, hvor kanalen har vist videoer distribueret af al-Qaeda og Osama bin Laden. Al-Jazeera har således ofte været beskyldt for at være antivestlig.

Kanalen står desuden over for sagsanlæg fra to amerikanske baseballstjerner, der beskylder Al-Jazeera for at have opdigtet anklager mod dem i en meget omtalt sportsdokumentar om doping i amerikansk sport.

Sportsdokumentaren beskrev i december en række sportsfolk, heriblandt en af de største legender i amerikansk fodbold, Peyton Manning, som dopingsyndere.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Ny rapport om danskernes nyhedsbrug, første skridt mod aftale for DPCMO, startskud på Se og Hør-strategi og et nødopråb fra produktionsbranchen er blandt nogle af ingredienserne, der har sat smag på denne uge i mediebranchen. Få et overblik i ugens briefing.

EU vil kræve strengere kontrol med statslige annoncekroner

I et nyt udspil lægger Europa-Kommissionen nu op til flere krav til gennemsigtighed og fair tildeling, når alt fra regeringer til statsejede virksomheder køber reklameplads hos medierne. Forslaget møder opbakning hos Danske Medier, der dog overordnet ser lovforslaget som dårligt nyt for mediebranchen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs