Star Wars-film rundede milliardsalg
Over hele verden strømmer folk fortsat ind i biografernes mørke for at se den nye Star Wars-film, "The Force Awakens".
Den syvende film i rumsagaen er så populær, at det er blevet den film, der på kortest tid har rundet et globalt salg på 1 mia. dollar.
Det magiske tal blev rundet på tolvte dagen efter premieren i Nordamerika. Filmen har endda endnu ikke haft premiere i Kina. Det sker først i næste måned.
Den hidtidige rekord i hurtigst at runde milliarden i dollarsalg var Jurassic World, som var 13 dage om det tilbage i juni, oplyser Bloomberg News.
Filmen satte også rekord på åbningsaftenen med solgte billetter for 57 mio. dollar.
Den slog dermed den hidtidige rekord på 43,5 millioner dollar på en åbningsaften. Den stod Harry Potter for i 2011 med filmen "Deathly Hallows: Part 2", der på dansk hedder "Harry Potter og Dødsregalierne - Del 2".
I "The Force Awakens" optræder skuespillerne Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill for første gang siden 1983 på det store lærred i rollerne som rebellen Han Solo, prinsesse Leia og helten Luke Skywalker.
Disney-koncernen har yderligere to Star Wars-film i støbeskeen for de kommende år.
Selskabet brugte i 2012 over fire milliarder dollar på at købe Lucasfilm, skaberen af "Star Wars" og "Indiana Jones". De penge ser ud til at være godt givet ud.
/ritzau/Reuters