DR trækker sig som hovedejer af Ritzau
DR vil trække sig som hovedaktionær i Ritzaus Bureau A/S og nedbringe ejerandelen. Det skriver DR i en meddelelse.
Ledelsen i DR vil mindske public service-koncernens ejerandel fra de nuværende 36 pct. til 20 pct.
Dermed bringer DR, som ejer Ritzaus Bureau sammen med en række andre danske nyhedsmedier, sin ejerandel tilbage på niveau med, da man indtrådte som ejer i 2007.
”Ritzau har igennem en lang årrække været motor for og udgjort en central del af infrastrukturen i den danske nyhedsformidling. Den rolle vil vi fra DRs side gerne arbejde for, at Ritzau også kommer til at spille i fremtiden. Der er dog ikke noget, der tilsiger, at DR skal have en så dominerende ejerandel, som det er tilfældet i dag – det har sådan set været vores udgangspunkt længe. Men vi har ventet på, at tidspunktet var rigtigt, og det mener vi, det er nu,” siger DR's økonomidirektør Nikolas Lyhne-Knudsen om begrundelsen for at sælge aktierne.
Han siger videre:
”Ritzau har været igennem en omstillingsproces, som vi har ønsket at bakke op om. Selskabet er gået fra at være interessentskab til aktieselskab og har de seneste par år også kunnet præstere regnskaber med overskud. Samlet set står Ritzau i dag stærkere og er langt mere robust end for bare få år siden. Og derfor mener vi også, at tiden nu er moden til, at DR får en mere naturlig ejerandel sammenlignet med de øvrige aktionærer,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen.
Dagblade har forkøbsret
Ejerkredsen omkring Ritzaus Bureau tæller ud over DR blandt andre JP/Politikens Hus (20 pct.), Jysk Fynske Medier (10 pct.) samt Sjællandske Medier og Nordjyske Medier, der hver ejer 5 pct.
Berlingske Media var indtil 2011 også medejer af Ritzaus Bureau, indtil huset trak sig for at etablere det konkurrerende bureau BNB. Berlingske Media valgte i efteråret at lukke bureauet igen, det skete første december, hvor BNB blev overtaget af Ritzaus Bureau.
De nuværende ejere af Ritzau har forkøbsret til de 16 pct., DR nu sætter på markedet. Eksterne medievirksomheder, der skulle være interesserede i at købe sig ind i bureauet, opfordres til at henvende sig til DR inden jul, skriver DR.
DR's tiltag kommer efter længere tids debat om public service-husets position og rolle på mediemarkedet i forhold til de private medier.
For nylig lancerede DR flere initiativer for at komme de private medier i møde i forlængelse af diskussionen.
Relaterede artikler:
Login kan få hver anden til at vende dr.dk ryggen
For abonnenter
Rapport: Betalingsvilje afhænger af indhold
For abonnenter