Stine Bolther begynder 1. december i et nyt job som en del af nyhedsholdet på TV 2 Lorry. Det oplyser hendes kommende arbejdsgiver i en pressemeddelelse.
Hun har tidligere været vært og tilrettelægger på Kanal 5's kriminalprogram Krimi5 og har desuden skrevet flere bøger om kriminalstoffet. Hos TV 2 Lorry skal Stine Bolther dog ikke udelukkende dække kriminalområdet, men også andre stofområder.
"Stine Bolther bliver en styrkelse af TV 2 Lorrys allerede stærke nyhedshold. Hun har et stort kildenet inden for kriminalstoffet på begge sider af loven, og hun har stor erfaring i at skære ind til benet. Og så kan hun producere skarpe, kontante nyheder," siger nyhedschef på TV 2 Lorry, Ninna Kokholm, i en pressemeddelelse.
Også Stine Bolther ser frem til de nye professionelle udfordringer.
"Jeg glæder mig. Det er tydeligt at mærke, at TV 2 Lorry er i en rivende udvikling. Der satses på de kontante nyheder, der er vedkommende og interessante," siger Stine Bolther i pressemeddelelsen.