DR-vagthund takker af med stille opsang

Efter ti år som DR's interne vagthund, takker Jacob Mollerup i dag af. Det sker bl.a. med en kronik i Politiken, hvor han gør status over de største sager og etiske knaster igennem det første årti, hvor DR har haft en lytter- og seerredaktør.
Konklusionen er, at etikken har fået det bedre, men især et sted er der dog fortsat plads til forbedring:
"Der rettes stadig for lidt, for sent og for utydeligt," skriver Jacob Mollerup i kronikken.
Han opfordrer DR's ledelse til i højere grad at gå forrest, gribe retteblækket og lægge egne fejl frem.
"Som bekendt er der også i andre fag finde en ganske stærk uvilje mod at erkende fejl. Skal sådan en uvilje brydes, kræves et stærkt og vedholdende pres fra ledelsen for at bringe alle væsentlige rettelser og for at bringe velfortalte korrektioner på sendefladerne. Det kniber med styrken i dette pres."
To uger om at rette
Jacob Mollerup uddyber, at DR i første halvår 2015 i gennemsnit bragte en rettelse om ugen, men at der i snit gik mere end to uger fra fejl til rettelse.
Jacob Mollerup afløses af Jesper Termansen på posten som DR's lytter- og seerredaktør. Han kommer fra en stilling som politisk redaktør på Radio24syv.
Mollerup er uddannet cand. polit. og har tidligere arbejdet for Politiken og Information, hvor han var chefredaktør en årrække. Inden han kom til DR som lytter- og seerredaktør i 2004, var han reporter på Berlingske Nyhedsmagasin. Han blev i 2013 valgt til ny formand for Publicistklubben.