MediaWatch

TDC indgår aftale med Netflix

Netflix er på vej ud på tv-skærmene hos TDC's tv-kunder. Det er ikke afklaret, hvornår det sker.

Paul Sakuma/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Paul Sakuma/AP/Polfoto/Arkiv

Netflix bliver fremover en mere integreret del af TDC's tv-løsninger. Det er resultatet af en aftale mellem den amerikanske streamingtjeneste og det danske teleselskab.

Det var egentlig ikke meningen, at nyheden skulle slippe ud nu, men en teknisk kyndig TDC-kunde opsnusede information om Netflix-aftalen i systemet. Derfor melder TDC aftalen ud nu.

"Vi har indgået en aftale med Netflix. På et tidspunkt kommer det som en del af TDC's tv-løsning, så det kommer direkte op på tv’et," siger Camilla Sebelius, kommunikationsrådgiver hos TDC.

Ifølge hende kommer det til at fungere sådan, at Netflix bliver en integreret del af tv-løsningen. Det er dog ikke inkluderet i prisen for tv-abonnementet. Kunderne skal enten overføre deres nuværende Netflix-abonnement eller købe ét gennem TDC.

Tidligt stadie

Hvornår løsningen bliver rullet ud, er der ikke nogen melding om.

"Vi er i udviklingsfasen. Jeg kan ikke sige så meget om, hvornår det kommer, fordi vi stadig er på et tidligt stadie," siger Camilla Sebelius.

TDC har i forvejen en aftale med en anden streamingtjeneste, HBO Nordic.

"Vi kan se i undersøgelser, at kunderne gerne vil se underholdningen på den store skærm, og derfor vil vi gerne tilbyde vores kunder direkte adgang til Netflix på tv-skærmen," siger Camille Sebelius.

TDC havde ved udgangen af andet kvartal i år alt i alt 1,4 mio. tv-kunder. Klart flest er tv-kunder hos Yousee.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere