Nordisk Film tager konkurrencen op om de mindste seere med ny julekalender
Rasmus Klump er trækplasteret i Nordisk Films første julekalender-satsning. Julekalenderen vil udelukkende blive vist på børne-streamingtjenesten Min Bio, skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.
Dermed udfordrer Egmont DR og TV 2, der traditionelt har været alene om at investere i juleserierne i 24 afsnit, og hvor DR har været ene om tilbud til de mindste seere.
Ifølge direktør for consumer channels hos Nordisk Film, Ole Martini, er der god økonomi i at producere en hel julekalender til on demand-tjenesten.
"Vi styrer 100 pct. al indholdet, der kommer på Min Bio, så når vi får udviklet en fantastisk julekalender i 2015, behøver vi ikke vente, til der er plads i sendefladen. Med det mediebillede, vi har lige nu, handler det om at rykke hurtigt, hvis du vil være med i konkurrencen. Min Bio er så agil i sin form, at vi netop kan trykke på speederen, når den rigtige mulighed opstår," siger Ole Martini i en pressemeddelelse.
Et træk mod HBO og Netflix
Med inveteringen rokker Nordisk Film ved spillereglerne for julekalendere til børn, der traditionelt har taget afsæt i flow-tv. På arkivtjenesten Bonanza har DR dog i flere år haft juleklassikere liggende i december beregnet på on demand-sening.
Medieanalytiker Claus Bülow Christensen siger i dagens udgave af Politiken, at dansk indhold rettet mod børnefamilierne er godt sted at tage kampen mod de internationale streamingtjenester, Netflix og HBO. Han kalder julekalenderen en prøveballon.
"Umiddelbart kan det jo se sort ud, fordi Netflix er så dygtige, som de er, men det lys, der kan være for enden af tunnellen for de danske leverandører, er at lave et populært eksklusivt indhold - noget, du kun kan få her, med et velkendt dansk brand og et setup, som har en folkelig og bred appel - og så få lokket folk over på deres platforme," siger Claus Bülow Christensen til Politiken.
Et månedligt abonnement på Min Bio koster 49 kr. per måned.
Relaterede artikler:
Unge har kappet næsten en time af "gammeldaws" tv-tid
For abonnenter
Egmont går i kødet på DR's streaming-tjeneste
For abonnenter