Undersøgelse: TV-forbruget fortsætter nedad
22.500 personer er blevet spurgt i en årlig undersøgelse af tv-forbruget på tværs af 20 markeder, og resultaterne viser, at danskerne siver væk fra tv-skærmen. Det er telekommunikationsvirksomheden Ericsson, der står bag undersøgelsen.
Den viser, at danskerne i 2014 i gennemsnit brugte 173 min. på at se tv. Det er det laveste niveau siden 2008. 2014 bød oven i købet på store tv-begivenheder som VM i fodbold, Vinter-OL og Det Internationale Melodi Grand Prix på dansk grund, men det var altså ikke nok til at forhindre et fald et tv-seningen.
I de øvrige nordiske lande brugte finnerne, islændingene og nordmændene mere tid på at se tv i 2014 sammenlignet med 2013. Som det eneste nordiske lande ud over Danmark oplevede også Sverige et fald.
Går mod streaming
Undersøgelsens globale resultater viser, at mere og mere forbrug rykker over på mobile platforme. Fra 2012 er visningen af videoer på smartphones er steget med 71 pct.
Også forbruget af on-demand-tv er for kraftigt opadgående. Ifølge Ericssons undersøgelse foregår en tredjedel af forbruget på den måde.
"Den fortsatte stigning i forbruget af on-demand medieindhold viser, at forbrugerne på tværs af alle alderstrin selv vil bestemme, hvor og hvornår de vil se film og TV. De afgørende parametre for dem er kvalitet og fleksibilitet, og det er derfor afgørende, at medieindustrien og udbyderne har fokus på innovative forretningsmodeller, som understøtter netop disse parametre," siger René Skytte Christoffersen, strategisk direktør hos Ericsson Danmark, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser også, at andelen af folk, der ser Youtube-videoer mindst én gang dagligt, er steget fra 27 pct. til 41 pct. fra 2011 til 2015.
Relaterede artikler:
Yousee ændrer streaming-kurs igen igen
For abonnenter