Dilling: Friske øjne er godt for forretningen
Med Carsten Dillings aftrædelse i TDC er halvdelen af topcheferne i C20, der tæller de største børsnoterede danske selskaber, blevet udskiftet de seneste to år. Det skriver Børsen.
Ifølge ekspert har tendensen længe været set i USA og Storbritannien, hvor bestyrelser og kapitalfonde generelt holder topledelsen i selskaberne i kortere snor.
"Tålmodigheden i bestyrelserne er blevet kortere. De efterspørger vækst, og hvis der ikke bliver leveret på det, så sker der en udskiftning," vurderer Thomas Barlebo, rekrutteringskonsulent hos Russell Reynolds til Børsen.
Analyse: Skal TDC endelig fri af kapitalfondenes kløer?
Et selskab, der er under kapitalfondsindflydelse, er telegiganten TDC, som for nyligt udskiftede administrerende direktør Carsten Dilling med sin tidligere tætteste medarbejder Pernille Erenbjerg. Ligesom TDC har 12 ud af 19 selskaber fundet deres koncernchef internt i virksomheden. Virksomhedskulturen bliver således videreført og overgangsfasen mindskes.
"Man skal passe på med at se det som noget dramatisk. En forretning som TDC befinder sig i en hurtig branche, og det er godt for forretningen, at der jævnligt kommer friske øjne til," siger den nyligt afsatte direktør i TDC Carsten Dilling til Børsen.
/ritzau/FINANS