
Med udmeldingen fra Danmarks næststørste kabel-tv-selskab Stofa om, at man efter nytår kan nøjes med at betale for det TV, som man reelt ser, er der erklæret åben krig på tv-fronten, og TDC-koncernen er dermed presset til at slå igen. Det skriver Berlingske Business torsdag.
Senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank siger til Berlingske, at udviklingen hos Stofa vil forværre situationen for YouSee, som bliver tvunget til at følge trop med en lignende løsning. Ifølge Morten Imsgaard kan Yousee ikke vente med at handle.
Derfor forventer han i løbet af efteråret meldinger om, at Yousee lancerer et lignende produkt på nogenlunde samme tid. Han er overbevist om, at TDC's ledelse allerede har noget næsten færdigt i skuffen.
"TDC har købt det norske kabel-TVselskab Get, som har den teknologiske platform, den software og den boks, som man på relativt kort tid vil kunne lancere som ny løsning i Danmark. I Norge kan man teknisk, oven på tv-pakkerne, vælge, at man vil se en enkelt kanal på ikke måneds-men dagsbasis," siger Morten Imsgard til Berlingske.