Millionslagsmål om p-skiver skal for Landsretten
En artikel på tv.dk og et indslag i TV 2 News fra 2012 risikerer at koste tv-stationen dyrt, efter designvirksomheden Jacob Jensen Design har hevet tv-stationen og to journalister i retten. Selskabet kræver en erstatning på 1,45 mio. kr. Det skriver BT.
Artiklen og tv-indslaget handler om p-skiver. Der stilles spørgsmålstegn ved deres kvalitet, og en parkeringsvagt vurderer i artiklen, at omkring hver anden p-skive ikke virker, som den skal.
Jacob Jensen Design producerer p-skiver, og her vil man altså ikke have siddende på sig, at så mange p-skiver skulle være fyldt med fejl.
"TV2 sagde, at 50 procent af P-skiverne indeholdt fejl. Men kun 0,74 procent af Jacob Jensen Designs havde fejl," siger advokat Michael Christiani Havemann, som repræsenterer Jacob Jensen Design i sagen, til BT.
Erstatningskravet på 1,45 mio. kr. stammer fra det beløb, som Jacob Jensen Design mener at være gået glip af på grund af den negative omtale.
Byretten i Odense tog sidste år stilling til spørgsmålet og dømte til TV 2's fordel. Nu skal Østre Landsret så se på sagen. Sagen begynder på tirsdag.