TDC-direktør: Norsk opkøb har leveret over forventning

Den norske kabel-tv forretning Get, som TDC købte sidste år, har set den højeste kundetilgang i mange år i andet kvartal, siger finansdirektør.
Foto: PR/TDC
Foto: PR/TDC
/ritzau/FINANS

TDC's norske opkøb Get har leveret bedre resultater, end TDC selv turde håbe på, da telekoncernen sidste år lagde 12,5 mia. kr. på bordet for det norske kabel-tv- og bredbåndsselskab.

Det fortæller Pernille Erenbjerg, finansdirektør i TDC, oven på regnskabet for andet kvartal. I perioden hentede Get 8000 nye bredbåndskunder og 4000 nye tv-kunder.

"Det er et meget stærkt kvartal. Get har et kundeindtag på bredbånd og tv, som er det højeste, der er set i mange år. Det er bedre, end vi havde forventet, da vi lavede opkøbet, men nogenlunde på linje med, hvad Get selv forventede at kunne levere," siger Pernille Erenbjerg til Ritzau Finans.

Tv trækker norsk forretning på

Omsætningen i Norge, som udover Get tæller den oprindelige TDC-forretning, der sælger ydelser til virksomheder, steg i kvartalet til 815 mio. kr. fra 228 mio. kr. i samme periode året før.

Det var udelukkende opkøbet af Get, der trak op, da der er tilbagegang at spore i TDC Norge. Det danske teleselskab har igangsat en stribe initiativer, der skal vende den udvikling.

"Vi skal have de rigtige produkter solgt ind til de rigtige kunder. Det lyder banalt, men det er reelt det, som det handler om," siger Pernille Erenbjerg.

Har kig på erhvervskunder

Desuden peger hun på, at der fortsat er en del synergier at hente i forhold til Gets erhvervsforretning og TDC's oprindelige forretning.

"I Gets netværk er der en del erhvervsvirksomheder, som ikke er kunder i TDC's erhvervsforretning, men som vi har mulighed for at tilbyde rigtig gode bredbåndsprodukter. Og her skal vi have tryk på nu," siger Pernille Erenbjerg.

Indtjeningen (EBITDA) i TDC Norge steg til 342 mio. kr. fra bare 27 mio. kr. i samme periode året. Det var et stykke højere end ventet blandt analytikerne, der ifølge Ritzau Estimates havde ventet et plus på 306 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også