
TV 2 har fået klager fra seere, der er blevet stødt af en 30 sekunder lang kampagnefilm med titlen 'Fars dag' fra antiabort-organisationen Retten til liv, skriver Politiken.
Reklamefilmen sætter fokus på farens rolle abortspørgsmålet og bliver i denne og næste uge på TV 2, TV 2 Zulu og TV 2 Sport. Den vises i reklameblokkene omkring programmer, der typisk tiltrækker mandlige seere, såsom foldboldkampe.
Nordisk Films biografer har afvist at vise reklamen, mens TV 2 ikke har nogen problemer med den, forklarer TV 2's juridiske konsulent Hanne Sønderby, der har godkendt tv-kampagnen, til Politiken.
"Det ville efter vores opfattelse være i strid med den kommercielle ytringsfrihed, hvis vi gik ind og vurderede de enkelte spot ud fra en subjektiv holdning til det givne budskab," siger Hanne Sønderby til Politiken.
Ifølge hende har Retten til liv samme kommercielle ytringsfrihed som andre annoncører, og TV 2 har ingen problemer med at godkende den, så længe den overholder gældende lovgivning.