MediaWatch

DR om førsteplads i Pressenævn: Kritisk journalistik giver flere klager

I 2014 fik DR mere kritik i Pressenævnet end Ekstra Bladet, og det skyldes mere undersøgende journalistik, siger direktør i DR Danmark, Anne-Marie Dohm.

Agnete Schlichtkrull/DR
Anne-Marie Dohm, direktør for DR Danmark om at modtage mest kritik i Pressenævnet: "Taget i betragtning af, hvor meget journalistik vi producerer om året, synes jeg faktisk, at tallet er lavt." Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

En satsning på undersøgende journalistik og projekter som "I skattely" og "Østarbejdernes bagmænd" er grunden til, at DR topper listen over medier, der i 2014 modtog kritik flest gange i Pressenævnet.

2014-opgørelse: Her er synderne i Pressenævnet

Det forklarer Anne-Marie Dohm, direktør i DR Danmark.

"Det er klart, at vi helst undgår sager i Pressenævnet, og det tilstræber vi også. Men det (førsteplads over kritik i Pressenævnet, red.) har også noget at gøre med, at vi har besluttet at lave mere kritisk journalistik, hvor vi selv graver flere historier frem og går virksomheder og organisationer kritisk efter i sømmene. Det er en genre, der er forbundet med en større risiko for at begå fejl," siger hun.

DR har i alt fået kritik seks gange i Pressenævnet i løbet af 2014 - herunder en sag om genmæle, mens Ekstra Bladet følger efter med fem tilfælde. Førstepladsen er Anne-Marie Dohm ikke stolt af.

"Vores satsning på mere kritisk journalistik skal ikke nogen undskyldning for, at vi får den kritik, vi får. Men taget i betragtning af, hvor meget journalistik vi producerer om året, synes jeg faktisk, at tallet er lavt."

Kritik for at skjule kritik

DR har blandt andet modtaget presseetisk kritik for den Cavling-vindende programrække "I skattely" om bankers rolle i forhold til rådgivning om skattely og for dokumentarfilmen "Østarbejdernes bagmænd".

I sidstnævnte tilfælde er det tilmed blevet nævnt som et væsentligt kritikpunkt i Pressenævnets årsberetning, at DR ikke gjorde kritikken af programmet synlig på dr.dk, men i stedet publicerede den på undersiden "Om DR".

Om synligheden af kritik fra Pressenævnet siger Anne-Marie Dohm:

"Fremadrettet behandler vi sager i Pressenævnet med en central funktion, som sikrer, at sagsbehandlingen af klager foregår rigtig og eventuel kritik bliver bragt det rigtige sted."

Direktøren for DR Danmark henviser til, at organisationen nu er blevet udvidet med ansættelsen af en sagsbehandler, der udelukkende tager sig af presseetiske spørgsmål.

Derudover råder medievirksomheder også over en etikchef, hvis stilling blev oprettet i 2013, samt en den interne vagthund, lytternes og seernes redaktør til at overvåge og rådgive om DR's presseetik.

Præcisering 21/5 2015: En af de seks sager om kritik af DR i Pressenævnet handler om et genmæle.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere