DR mister Ramasjang-redaktør
Efter en lang karriere i DR skifter Ulla Hæstrup i det nye år arbejdsplads til Det Danske Filminstitut, skriver instituttet.
Ulla Hæstrup er ansat som ny konsulent for kort- og dokumentarfilm med særligt fokus på børn og unge. Hun kommer fra en stilling som redaktør af DR's børnekanal Ramasjang og har været en del af DR's børne- og ungdomsafdeling siden 1994.
"Med hendes store viden om målgruppen er jeg sikker på, at hun vil blive en stærk konsulent, der kan udvikle vores støtte til film, serier og tværmedielle produktioner rettet mod børn og unge," siger Claus Ladegaard, områdedirektør på Det Danske Filminstitut (DFI).
Ulla Hæstrup er uddannet cand. mag i film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Hun afløser Dorte Høeg Brask i DFI og tiltræder i begyndelsen af 2015.