Juni 2014: Enigt folketing indgår medieaftale, der sænker licenstilførslen til DR med 75 mio. kr. årligt.
8. september: DR meddeler, at DR Underholdningsorkestret spares væk og lukkes ved nytår. Det betyder afskedigelser for orkestrets 42 musikere. Kulturminister Marianne Jelved (R) og Kulturministeriet var orienteret forinden.
11. november: Et flertal bestående af Enhedslisten, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og det færøske mandat Edmund Joensen kræver, at beslutningen om at lukke DR Underholdningsorkestret omgøres. Senere tilslutter Liberal Alliance sig også kravet.
25. november: Et kompromisforslag fra DR fremlægges for ordførerne på et møde i Kulturministeriet. Forslaget vil styrke DR Symfoniorkestret, men fortsat lukke DR Underholdningsorkestret. Flertallet afviser.
1. december: Enhedslisten foreslår, at en del af de overskydende licensmidler skal øremærkes til musikken i DR, som på den måde kan redde DR Underholdningsorkestret.
Der er ikke helt enighed om præmisserne for, hvordan det skal kunne lade sig gøre at bruge licensmidlerne, men der er flertal for at gå videre med forslaget.
3. december: Efter et åbent samråd og en hasteforespørgsel i Folketinget udfærdiger Enhedslisten, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og færingen Joensen en vedtagelsestekst, som opfordrer til at fortsætte forhandlinger om at finde en løsning, der redder orkestret.
4. december: Teksten bliver vedtaget i Folketinget. Kulturministeren indkalder til flere forhandlingsmøder i den kommende uge.
9. december: Jelved konstaterer, at der ikke er samlet flertal bag ønsket om at genåbne medieaftalen. På den baggrund beslutter hun at underskrive public service-kontrakten med DR. Det betyder, at Underholdningsorkestret lukker til nytår.
/ritzau/